Jan Gregus

Gregus før Viby: Afgørende, at alle er klar til at bidrage

Torsdag er der pokalbold på menuen, når turen går til Aarhus og kamp mod Viby IF i Sydbank Pokalen. En kamp som Jan Gregus forventer bliver en udfordrende opgave.

”Det er en vigtig kamp for os, fordi vi har en ambition om at vinde pokalen tilbage i denne sæson. Vi har stor respekt for Viby, som har spillet sig frem til den her kamp, og som helt sikkert vil kæmpe med alt, hvad de har for at gøre det svært for os. Det skal vi være klar til, og jeg forventer intet andet, end at det bliver hårdt arbejde for os deroppe,” siger Jan Gregus om kampen, der også kan byde på spilletid for nogle af de spillere, der ikke har fået så meget spilletid på det seneste:

”Det er vigtigt for hele truppen, for vi har mange stærke spillere, og med det program, vi har foran os, så er det afgørende, at alle er klar til at bidrage og er i bedst mulig kampform. Der bliver formentlig ændret på nogle pladser, men det betyder bare, at folk får muligheden for at vise, at de er sultne efter spilletid og klar til at yde optimalt, når chancen kommer. Vi glæder os alle meget til kampen, og så er pokalkampe bare altid specielle, så det bliver spændende,” siger Jan Gregus.

Kampen fløjtes igang kl. 16.45 på Viby Stadion og sendes direkte på TV3+.