Filosofisk vrøvl i JP København

Filosoffen, Arno Victor Nielsen, udtaler i dag i Jyllands-Posten København, at undertegnede er "helt forkert på den, når han tilbyder storskærm i Parken" i forbindelse med Danmark - England på lørdag. Ifølge Arno Victor Nielsen "er man tvunget til at sidde ned hver for sig, nummereret", hvis man vil overvære Danmark - England i PARKEN.

Grundlæggende er det naturligvis fuldstændig grotesk at påstå, at det kan være forkert at tilbyde at overvære kampen på Danmarks traditionelle nationalstadion - altså på den selvsamme scene, som landsholdet normalt optræder. En sådan udtalelse må komme fra en mand uden den mindste indsigt i fodboldens væsen.

Derudover ville det have klædt filosoffen, hvis han havde sat sig en smule ind i tingene. Det forholder sig nemlig sådan, at 1/8-finalen både kan opleves stående på plænen og siddende på tribunen i PARKEN på lørdag.

Endelig ville en smule journalistisk research fra Jyllands-Posten Københavns side - eksempelvis i form af en opringning til undertegnede - have sikret, at avisen ikke lagde spalter til usandheder.

Portene til PARKEN åbnes klokken 12.30, og der er kick-off klokken 13.30. Kampen vises på en 40 kvadratmeter stor skærm, der er hejst syv meter op i luften. Derudover er der vejrgaranti, idet taget rulles på i tilfælde af regnvejr.


Med venlig hilsen
Flemming Østergaard