F.C. København henter Alex Král
F.C. København forstærker midtbanen med tjekkiske Alex Král.
Den 28-årige midtbanespiller kommer til København med solid erfaring fra Bundesligaen, La Liga og Premier League, hvor han har spillet for Schalke 04, Union Berlin, RCD Espanyol og West Ham.
Alex Král er desuden en fast bestanddel af det tjekkiske landshold, hvor han ofte fungerer som midtbanens dirigent. Han har 48 landskampe i bagagen, heriblandt en plads i EM-truppen i 2021.
”Jeg er stolt over at skifte til F.C. København, en klub jeg selvfølgelig har fulgt igennem en del år, og som altid formår at sætte et aftryk på europæisk fodbold," siger Alex Král.
"Jeg ved, at klubben har haft en svær sæson, men det gør mig blot endnu mere motiveret for at bidrage til holdets comeback."
”Jeg ved, at forventningerne er store i København, og det tiltaler mig. Jeg har altid præsteret bedst, når der er noget på spil, og jeg vil give alt for at løfte holdet. Jeg ser frem til at bevise, hvad jeg kan i Superligaen, og det er min drøm at spille Champions League.”
Bindeled mellem forsvar og angreb
Alex Král har fået sin fodboldopdragelse i Slavia Prag, hvor han også fik sit store gennembrud, der efterfølgende sendte ham til Spartak Moskva.
Han er kendt for at vinde dueller, rydde op foran forsvaret og læse spillet, så han ofte er det rette sted på det rette tidspunkt. Samtidig fungerer han som bindeled mellem forsvar og angreb og dækker en meget stor del af banen.
”Jeg er altid klar til at løbe det ekstra stykke og gøre det ’beskidte’ arbejde, som der ikke altid bliver lagt så meget mærke til. Jeg vil gerne være den spiller, som mine holdkammerater kan stole på i de svære perioder af en kamp," slutter Král.
F.C. Københavns Director of Football, Kristjaan Speakman, glæder sig over forstærkningen:
”Alex kommer med betydelig erfaring fra flere af Europas bedste ligaer og har 48 landskampe med sig. Det har været tydeligt i vores samtaler, at han har et stærkt performance-mindset, og det er en egenskab, som, vi mener, vil skabe værdi både på og uden for banen."
"På banen har han en anden profil end vores nuværende spillere, og har samtidig har Alex evnen til at spille flere positioner på holdet. Det gør ham til en vigtig forstærkning for os. Han vil naturligt påtage sig et lederansvar, og vigtigst af alt er han meget motiveret for at komme til klubben," forklarer Kristjaan Speakman.
Taktisk forståelse og lederegenskaber
Også cheftræner Bo Svensson glæder sig til at få Král med på træningsbanen.
”Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde med Alex. Han har stærke lederegenskaber, han går altid forrest og inspirerer sine holdkammerater."
”Jeg ser ham som en spiller, der kan give os stabilitet og binde vores spil sammen – defensivt og offensivt. Alex kan gå direkte ind og gøre en forskel med det samme," siger Bo Svensson.
Alex Král har allerede sluttet sig til sine nye holdkammerater og træner med første gang fredag den 17. juli 2026.