Graham Ankamafio

F.C. København forlænger kontrakten og udlejer Graham Ankamafio

18-årige Graham Ankamafio har sat sin signatur på en kontraktforlængelse med F.C. København og lejes samtidig ud til FC Rosengård 1917.

Den talentfulde forsvarsspiller har netop deltaget i førsteholdets træningslejr i Østrig, og nu har Graham Ankamafio forlænget sin aftale med F.C. København.

Samtidig drager han til FC Rosengård 1917 på en lejeaftale, der skal sikre, at han får værdifuld kamperfaring og kontinuerlig udvikling.

”Graham er en kompromisløs og hårdtarbejdende midterforsvarer, der besidder en sjælden og spændende fysisk pakke,” siger F.C. Københavns udviklingsdirektør, Morten Grahn, om aftalen. 

“Vi er meget tilfredse med at forlænge med Graham, og vi har i fællesskab lagt en god plan for hans næste udviklingsskridt. Fast spilletid er afgørende på dette tidspunkt i hans karriere, og vi glæder os til at se ham udfolde sit store potentiale yderligere i Rosengård.” 

To meter høje Graham Ankamafio kom til FCK Talent som U12-spiller fra B.93 og har i ungdomsårene vist sit store værd på hver eneste årgang. 

Hovedpersonen selv ser frem til de nye udfordringer:

”Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over den tillid, F.C. København viser mig med denne forlængelse."

"Jeg skylder en stor tak til min familie og trænerne omkring mig, som har hjulpet mig hertil. Det har krævet benhårdt arbejde, men det har også været en fantastisk rejse indtil nu."

”For mig handler det nu om at få minutter i benene og erfaring på seniorniveau. Her er lejemålet med Rosengård en perfekt mulighed, og det er et godt afsæt til at vende stærkere tilbage, så jeg for alvor kan bide mig fast på førsteholdet i F.C. København,” siger Graham Ankamafio.