Mohamed Daramy

Daramy før FCM: Vi vil jagte sejren

Torsdag aften er der topkamp i 3F Superligaen, når vi tager en tur til Herning og møder FC Midtjylland, der kan sikre sig mesterskabet, hvis de får point mod os. Et opgør Mohamed Daramy glæder sig til:

”Det er en stor kamp, og vi ved, at FC Midtjylland er meget stærke, så vi skal være klar til den power, de altid kommer med."

"Men uanset hvem vi møder i Superligaen, så skal vi altid jagte sejren. Vi ved godt, at de kan vinde mesterskabet, men vi har fokus på os selv og vores egen præstation,” siger Daramy, der sammen med holdet kom fra seneste kamp med et ærgerligt 1-0 nederlag i Aarhus til AGF:

”Jeg synes, at vi spillede en rigtig fin kamp i store perioder, og vi skulle have haft point med fra den. Det kan vi ikke lave om på nu og vi må tage de positive ting fra spillet med og forsøge at skabe en god præstation på torsdag, så vi kan komme tilbage på sporet,” siger Daramy, der er startet inde i alle kampe efter Corona-pausen:

”Det er gået ok for mig personligt, synes jeg. Der er stadig meget, jeg skal lære, men jeg udvikler mig godt og føler mig mere og mere tilpas på holdet hele tiden."

"Jeg har fået lavet nogle mål og været farlig, så jeg skal bare arbejde videre med det og hjælpe holdet med de ting, jeg kan, mens jeg også ser på de andre dygtige spillere på holdet og lærer fra dem,” siger Mohamed Daramy