Dag 9 fra Sydafrika

Efter en velfortjent fridag om mandagen havde cheftræner Hans Backe kaldt til træning igen tirsdag formiddag kl. 10.00.

Dagens store glæde var at se Jörgen Pettersson træne med igen efter en lille uges pause oven på den hjernerystelse han pådrog sig i Johannesburg i den første træningskamp mod Moroka Swallows. Til gengæld stod Erik Mykland over med lidt ømhed i achillessenen. Ellers bød formiddagstræningen på afslutninger, og der blev virkelig gået til den.

FC Københavns internationale fem dages trænerkursus her i Port Elizabeth blev afsluttet i dag. Sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm overrakte certifikater til samtlige kursister. Kurset blev ledet af Hans Backe, Carsten V. Jensen, Per Wind og Anders Storskov. Kursisterne var alle trænere fra Sydafrikas Nationale Forbund (SAFA) samt diverse divisionsklubber.

Fotos: Birger Vogelius