Dag 2 i Sydafrika

Det var en glad Michael Mio som www.FCK.dk fik fat i over telefonen. Mio befinder sig i øjeblikket med truppen i Johannesburg i Sydafrika.

- Her er overskyet men meget varmt, og det går rigtig godt hernede. Spillerne har netop overstået dagens træningspas og de er på vej tilbage til hotellet nu for at hvile ud, siger Mio til www.FCK.dk.

I aften spiller F.C. København sin første træningskamp i Sydafrika. Modstanderen er topholdet Moroka Swallows og kampen spilles klokken 19.30 lokal tid - 18.30 dansk tid.

- Der er blevet lagt meget op til denne kamp i de sydafrikanske medier. Der har været pressemøder, lange artikler i aviserne og en del TV-indslag. Det er svært at sige hvor mange tilskuere der kommer i aften, men der er plads til 12.000 på stadion, og det skulle være en rigtig god bane, kunne Michael Mio berette.

På skadesfronten ser det også fornuftigt ud. Martin Albrechtsen har været syg i et par dage med forkølelse og lidt halsbetændelse. Martin var dog ude og løbe i dag og er meget snart klar igen. Det er dog sikkert, at han ikke spiller i aften.

Sibusiso Zuma har en smule problemer med sin ene ankel. Trænerstaben vurderer senere i dag, om han skal spille aftenens kamp mod sine landsmænd.

I øvrigt kan det oplyses, at i Moroka Swallows begår en tidligere UPE-FCK-spiller sig. Lindokuhle Madonsela, som nogle måske kan huske fra vores sydafrikanske updates her på www.FCK.dk, huserer nu på "The Beautiful Birds'" midtbane.

Vi bringer startopstillingen til aftenens kamp senere i eftermiddag.