B1903 hyldes med særlig trøje d. 6. december mod SIF

Da F.C. København blev stiftet d. 1. juli 1992, skete det som en overbygning mellem storklubberne KB og B1903. Den ene af vores moderklubber, B1903, kunne vi tilbage i juni ønske tillykke med 120 års fødselsdagen. Til kampen den 6. december kl. 20:15 mod Silkeborg IF i Oddset Pokalen ønsker vi at hylde B1903 med et ekstra stort tillykke – iført et helt særligt adidas spillersæt i de velkendte striber fra B1903.

Foruden et stort tillykke til B1903 med de 120 år, er markeringen en anerkendelse af B1903s rolle som den ene af to grundsten for F.C. Københavns tilblivelse, sammen med KB, som vi begge fortsat ønsker at hylde i fremtiden.

Stribet trøje, sorte shorts og røde sokker
Det særlige spillesæt er inspireret af B1903’s klassiske spillersæt; en sort- og hvidstribet spillertrøje med røde detaljer langs siden, sorte shorts og røde sokker. Et klassisk spillersæt, som klubben har båret siden 1910, dog med undtagelse af perioden fra 1978 til 1992, hvor 1. holdet spillede i hvide trøjer med sorte detaljer.

Dyk ned i B1903’s trøjehistorie nederst i artiklen.  

OPDATERING: Den særlige spillertrøje er udsolgt i Fanshoppen

Kun få timer efter vi præsenterede særtrøjen var de 1903 eksemplarer udsolgt i Fanshoppen. Den vil ikke blive produceret igen. Vi glæder os til at hylde B1903 på onsdag d. 6. december kl. 20:15 i Parken mod Silkeborg IF. Find billet til opgøret her
 

B1903’s trøjehistorie

Som navnet fortæller blev B1903 stiftet i 1903, og i store dele af det 20. århundrede var klubbens spilledragt sort- og hvidstribede trøjer og sorte shorts. 
 
Det var det dog først fra 1910, for i de allerførste år, hvor klubben også blot hed 1903, havde man en blå/hvid zig-zag trøje. 
 
I 1908 blev Nørrebroklubben Dana blev integreret i klubben, og man begyndte nu at spille i rød trøje (ligesom Dana havde gjort) og sorte shorts. Samtidig ændredes navnet til Boldklubben 1903, som i 1921 blev til forkortelsen B1903.
 
Allerede i 1910 ændrede klubben dog spilledragten til den sort- og hvidstribede trøje og sorte shorts, og selv om modellerne varierede lidt, så skete den første markante ændring ikke før 60 år senere, da DBU tillod reklamer på trøjerne.
 
Reklamer på trøjerne
Fra 1970-75 spillede B1903 med lakridsmærket Delfol på brystet. Trøjerne var stadig sort- og hvidstribede, men nu varierede bredden på striberne, så man både havde trøjer, der var mest hvide med tynde sorte striber samt trøjer, der var mest sorte med tynde hvide striber.
 
I 1976 spillede B1903 uden trøjesponsor, og striberne var nu igen lige brede – sjovt nok i den sæson, hvor klubben vandt sit syvende og sidste mesterskab, inden FCK blev født i 1992. 
 
I 1977 kom det thailandske luftfartsselskab, Thai, på trøjerne, og man fik nu også tøjfabrikantens logo på trøjen.
 
Fra stribet til hvid
1978 var på flere måder et skelsættende år i dansk fodbold, hvor DBU indførte betalt fodbold.
 
På trøjeområdet var det også markant, at B1903 nu gik væk fra den sort- og hvidstribede trøje og spillede helt i hvidt. Det havde sammenhæng til, at man nu fik Codan som sponsor på brystet, så det var kun klubbens førstehold, der skiftede til hvidt, mens klubbens mange andre senior- og ungdomshold stadig spillede i den sort- og hvidstribede trøje.

I 1991 tog adidas over som tøjsponsor til og med foråret 1992, hvorefter F.C. København kom til verden den 1. juli 1992 på B1903’s superligalicens og formelt med status af førstehold for både B1903 og KB.
 
B1903’s øvrige hold spiller fortsat i den sort- og hvidstribede trøje, som altså også kendetegnede klubbens første hold i store dele af det 20. århundrede. 
 
Striberne indgår også i klubbens logo sammen med den røde farve, der trækker tråde tilbage til ”Dana-trøjen” i starten af århundredet – og derfor er den særlige FCK-spilledragt mod Silkeborg IF også med røde strømper til den stribede trøje og de sorte shorts.