MIkael Antonsson

Antonsson: IFK er stadig en kæmpe klub

Det bliver en speciel oplevelse for Mikael Antonsson, når vi torsdag møder IFK Göteborg i 2. kvalifikationsrunde til Europa League-gruppespillet.

Den tidligere forsvarskæmpe, der i dag er en del af staben omkring FCK-holdet, har en flot fortid hos den svenske klub, som han stadig følger tæt:
 
”Jeg kom dertil som ungdomsspiller i 1997 og kom så senere op på førsteholdet og spillede frem til 2004, inden jeg rejste ud," fortæller Mikael Antonsson.

"Det er der, jeg har fået min første fodbolduddannelse som professionel, og jeg kender stadig rigtigt mange mennesker i klubben og i Göteborg. Det er på mange måder stadig mit andet hjem."

”IFK var tilbage i 90´erne en klub, der spillede med i Champions League, og også før det var det en kæmpe klub i Sverige, og det er det stadig, selvom Malmö FF sportsligt har været større i de senere år. Taler man om IFK i Sverige, så er det fortsat en kæmpe klub, selvom de har haft deres problemer undervejs."

"De er ved at bygge klubben op igen ,og de har de senere år satset mere på egne yngre spillere, og de arbejder godt med deres talentudvikling. Samtidig har de hentet nogle rutinerede spillere hjem i Pontus Wernbloom, Jakob Johansson og Mattias Bjärsmyr, der alle har været ude i Europa."
 
”Tilgangen af dem har givet et godt mix med deres yngre spillere. Det er stadig rigtigt gode spillere, selvom de er blevet lidt ældre, og de giver holdet den nødvendige rutine. De har haft problemer i ligaen, men de kvalificerede sig via en pokalfinalesejr over Malmö, og så har de nok fået et lille løft med en sejr i weekenden og en ny træner, så de kommer med en bedre følelse,” siger Antonsson, der ser frem til en stor kamp mellem to store skandinaviske klubber.
 
”Jeg ved, at kampen er rigtig stor og vigtig for dem, men vi synes selvfølgelig, at den er endnu vigtigere for os i FCK. Vi ved, at de har spillet mindre godt i ligaen, men rammer de deres bedste niveau, så kan de sagtens gøre det rigtigt svært for os. Jeg så dem gøre det i pokalfinalen og jeg er ikke i tvivl om, at vi skal spille en god europæisk FCK-kamp, hvis vi skal videre,” siger Mikael Antonsson.