Genbrugskopper i Parken

Afvaskelige kopper nu også på Nedre A

Nu udskifter vi også engangskrus med afvaskelige kopper på Nedre A

Tidligere i år indførte vi afvaskelige kopper på Familietribunen, og nu indfører vi også på Nedre A, at man skal aflevere sin kop efter brug i containere, der står rundt om på hele tribunen. Der er affaldssortering med tre muligheder: en til kopperne, en til væskespild og en til restaffald.

Initiativet er et led i Parkens grønne omstilling og ønsket om at mindske ny produktion og dermed mindre CO2 udledning og mindre affald.

Baggrunden
"Globalt set er udledning fra plastik en stor udfordring og trussel for klima og miljø, og den udfordring tager vi seriøst og ønsker at handle på," udtalte Brian Månsson, Director of Venue i Parken, da vi indledte processen med at afskaffe engangskrus.

"En stor mængde af vores affald kommer fra engangsemballage og plastik herfra. Den form for emballage mener vi ikke er fremtiden i Parken."

"Ambitionen er fortsat, at hele Parken drikker af afvaskelige kopper inden sommeren 2024, og herefter er vores ønske at komme ned på fire emballage-størrelser, herunder 0,5 liters kop til kolde drikke, 0,25 liters kop til varme drikke, en form for bakke eller tallerken til at servere fx pølse og brød på, og en skål til salat, dagens ret og lignende," siger Brian Månsson.