Julekalender 18: 2009/2010 - Storsejr i snevejr over Sparta Prag

Dagens julekalender-klip stammer fra en stor aften i Prag, fra dengang vi senest gik videre og skulle spille Europa League efter nytår ligesom i år - Kom med tilbage til 2009 med Grønkjær og N'Doye mfl. her - og læs mere herunder:

Vi SKULLE bruge mindst et point i Prag en frostkold onsdag december-aften for næsten præcis syv år siden! Inden kampen havde PSV allerede sat sig på førstepladsen i gruppen, mens vi og Sparta begge havde 7 point, men da vi havde vundet 1-0 hjemme, var vi bedst i indbyrdes opgør, hvis vi bare fik det ene point.

Men Sparta var uhyggeligt stærke hjemme på Generali Arena nord for Vltava-floden, der bugter sig gennem den tjekkiske hovedstad. Og sæsonen 2009/10 gik Sparta faktisk ubesejrede gennem hele den hjemlige liga, både hjemme og ude, og de lukkede kun tre mål ind i 15 hjemmekampe.

Men den 16. december 2009 lavede Byens Hold tre mål ind på godt en halv time og satte et uforglemmeligt indtryk hos de mange medrejsende fans, der helt glemte kulden, frosten og sneen - og gladeligt smed trøjerne og fejrede opvisningen i bar overkrop. De lokale rystede fortvivlet på hovedet over deres ydmygede helte - og smilede anerkendende over de vanvittige vikinger på lægterne, mens de længselsfuldt ventede på, at den schweiziske dommer skulle fløjte den ulige kamp af.

Sejren sendte løverne i 1/16-finalerne i Europa League for anden gang - og det skal da også lige med, at Hjalte Nørregaard ved den lejlighed spillede sin kamp nr. 285 og dermed slog Michael Mios klubrekord.

Musik: Upright Music ©