3-1-sejr i Brøndby sender løverne i Europa
26.408 tilskuere så et tæt, intenst og nervepirrende Derby-drama, der endte med en københavnsk 3-1-sejr efter forlænget spilletid!
Aurélio Buta bragte os foran i 77. minut, da vi i ti minutter havde spillet i overtal efter direkte rødt kort til Mayckel Lahdo.
En stor defensiv fejl af Junnosuke Suzuki tillod kort efter, at Mads Frøkjær udlignede til 1-1.
Siden var indskiftede Youssoufa Moukoko tæt på at afgøre det hele, da han driblede forbi 3-4 mand, men skød tæt forbi, og trods ihærdigt københavnsk pres i de hele ni minutters tillægstid, så gik kampen i forlænget spilletid.
Vi fortsatte med at presse, og kort før de første 15 minutter var spillet, så faldt afgørelsen fra to indskiftede spillere - Birger Meling strøg til baglinjen, og på hans flade indlæg styrede Youssoufa Moukoko elegant bolden i mål!
Nerverne blev sat på en hård prøve, da Jordi Vanlerberghe fem minutter før tid hamrede bolden op i krydset, men efter et langt VAR-tjek blev det annulleret for offside i opspillet.
Tættere kom de ikke, og i stedet slog Moukoko sejren fast i tillægstiden med sit andet mål i kampen. Dermed sikrede vi i sidste øjeblik adgangen til at spille europæisk igen og indtræder nu i Q2 til Conference League i juli.
Holdet
Start-11: Kotarski – Buta, Zanka, Suzuki, Zanka, López – Larsson, Madsen, Delaney, Elyounoussi – Claesson (anf.), Dadason
Slut-11: Kotarski – Elyounoussi, Gabriel, Zanka (anf.), Suzuki, Meling – Larsson, Madsen, Clem, Achouri - Moukoko