
Ugen der gik (19/2024)
U19: TO SEJRE
Efter fire kampe uden sejr, så vandt U19 to gange i ugen der gik (3-1 over AaB og 4-0 over Horsens), og det er i sidste øjeblik, vi sætter slutspurten ind, for nu mangler de tre tophold kun tre kampe.
Vi kan stadig nå at genvinde det danske mesterskab, og som man kan se af topstillingen, har vi marginalt bedre målscore end midtjyderne, men er bagud på point, så vi kan ikke afgøre det selv:
1. FCM 23 kampe, 75-38 (+37), 54 point
2. BIF 23 kampe, 58-39 (+19), 54 point
3. FCK 23 kampe, 65-27 (+38), 51 point
OPDATERET:
Onsdag kl. 14 tager U19 imod Randers Freja på KB’s bane 2, og vores to sidste kampe er udskudt på grund af U17 EM-slutrunden og spiles
Lørdag den 1. juni, kl. 12.30: Sønderjyske Fodbold-FCK
Tirsdag den 4. juni, kl. 14.00: FCK-Vejle Boldklub
U17: NEDERLAG OG SEJR
Onsdag eftermiddag var U17 allerede ved pausen bagud 0-2 mod AaB, og selv om Rayan Bardghji scorede to gange i 2. halvleg (til 1-2 og 2-3), så afgjorde nordjyderne sagen med yderligere to mål i de sidste ti minutter.

Lørdag eftermiddag rejste holdet sig dog fint og tog fra Horsens med en 2-1-sejr, selv om de kom bagud efter fem minutter. Julius Emefile udlignede kort før pausen med sin tiende sæsontræffer, og et minut efter, at Abdul Daramy kom på banen efter en times spil, så scorede han sejrsmålet.
Mod slutningen fik centerforsvarer Aske Bang sit andet gule kort og afsoner en spilledags karantæne, når U17 på lørdag får besøg af Vejle Boldklub kl. 15 på KB’s kunstbane 9.

U15-SEJR
Efter to nederlag i træk rejste U15 sig fint på Kristi himmelfartsdag og slog AaB 3-1 på KB’s baner.
Teo Reeh sørgede midt i 1. halvleg for pausestillingen 1-0, men ti minutter efter pausen var Lyngby tæt på at udligne, da de ramte overliggeren.

Kort efter fik Lyngby udvist en spiller for en nødbremse, og Elvin Mehicic scorede på det efterfølgende frispark til 2-0. Det var hans 18. sæsontræffer, og han er på en delt topscorerplads i U15-ligaen med en OB’er og en silkeborgenser.

Lidt efter skabte Lyngby ny spænding ved i undertal at reducere til 1-2, men kort før tid slog Teo Reeh sejren fast ved at score til 3-1.
U14 I FINALEN
U14 deltog i ugen der gik i en stor, international turnering i hollandske Lunteren, hvor de nåede helt til finalen og tabte 0-1 til FC Utrecht.
Undervejs slog drengene blandt andet PSG 1-0 i kvartfinalen og Ajax 1-0 i semifinalen. En flot præstation og uvurderlig erfaring på højt internationalt niveau for vores spillere, der også har præsteret fint i den hjemlige U14-liga.
FC DAMSØ
Kvinderne var ikke i kamp i weekenden, men skal på lørdag til Slagelse og møde B.73 med kickoff kl. 12.
B1903
03’erne leverede et fornemt comeback i hjemmekampen mod rækkens nr. 3, Sundby Boldklub, da de vendte pausestillingen 0-3 til uafgjort 3-3 i den sidste halve times tid.
Allerede tirsdag kl. 19 gælder det Frem 2 hjemme på Lyngbyvejen
KB
KB scorede for anden weekend i træk fem gange, og denne gang gik det ud over Skjold 3 i søndagens serie 2-kamp på Frederiksberg. Målene blev scoret af Pedro Lugano, Jonathan Grumme, Stefan Zoranov Petrevski, Sebastian Kaalund og Andreas Tolman.
Næste kamp er fredag kl. 18.30 i GVI Nymosen mod topholdet GVI 2.
OLDBOYS
Holdet vandt mandag aften 6-0 hjemme over Dragør Boldklub på mål af Søren Martinussen (2), Nikolaj Hansen (2), Jeppe Curth og Anders Torpegaard Hansen.
Dermed ligger de nr. 2, et point efter topholdet Hvidovre, og tre point foran Næstved IF, som er modstanderen i næste kamp, mandag den 20. maj på KB’s baner.