
F.C. København henter Yoram Zague på lejeaftale
F.C. København har indgået en lejeaftale med den 19-årige højre back Yoram Zague fra Paris Saint-Germain. Aftalen løber til sommeren 2026 og indeholder en købsoption.
Zague har allerede fået debut for PSG's førstehold og har optrådt ni gange i Ligue 1. Derudover er han en fast del af det franske U19-landshold. Den unge franskmand tiltræder med det samme og starter preseason med resten af truppen.
“Det betyder meget for mig at komme til en klub som F.C. København,” siger Zague.
"Jeg har fået en stærk fodbolduddannelse i PSG og er taknemmelig for min debut der, men jeg føler, at det nu er tid til at tage næste skridt. Jeg har fulgt F.C. Københavns europæiske kampe og set, hvordan klubben giver unge spillere chancen på et højt niveau. Det inspirerer mig og passer til mine ambitioner.”
“Klubben tiltaler mig meget - også på baggrund af mine samtaler med sportsdirektøren og træneren. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, lære et nyt miljø at kende og blive dygtigere som spiller,” siger Yoram Zague.
Et strategisk rigtigt match
Sune Smith-Nielsen fremhæver, at aftalen er både sportslig og strategisk:
“Yoram er en spiller, vi har haft et godt øje til i noget tid. Han matcher den profil, vi søger til positionen – en ung spiller med europæisk og internationalt snit.”
“Vi får mulighed for at se ham an, og samtidig giver aftalen os en købsoption, som peger ind i fremtiden, hvis vi sammen vurderer, at der er et godt fundament for en permanent løsning. Han styrker konkurrencen i truppen og tilfører både fart og talent til vores defensive linje.”
En moderne back med stærkt udtryk
Cheftræner Jacob Neestrup er ganske tilfreds med at kunne tilføje Zague til truppen og ser ham som en spiller med stort potentiale.
“Yoram er en moderne back – hurtig, teknisk dygtig og med et naturligt drive op ad banen med stor fart. Han er angrebsivrig og med et stort potentiale.”
“Der er naturligvis et stykke arbejde forude med at indarbejde ham i vores defensive strategier og relationer i forhold til den mere skandinaviske måde at forsvare på, men det er et arbejde, vi glæder os til at starte på,” siger Jacob Neestrup.
Yoram Zague deltager i sin første træning med holdet i dag og får trøje nummer 22.