Jacob Neestrup

Neestrup: Mentaliteten med aldrig at give op sendte os videre

“Det er ikke så tit, jeg bruger ordet stolt, men i dag er jeg både glad og stolt,” sagde Jacob Neestrup efter den vanvittige 3-3-kamp i Prag, som vi afgjorde på straffespark.

"Den mentalitet, som drengene viser igen i dag, det er den vigtigste årsag til, at vi nu skal spille om det, som hele tiden har været vores store mål, nemlig at komme i Champions League-gruppespilet."

"Det var en vanvittig bedrift at være ti point bagud i Superligaen og alligevel blive mestre, og da vi var pisket til at vinde i Brøndby, selv om vi manglede et halvt hold, og da vi var bagud mod AGF i Parken og alligevel vandt. Det er ikke tilfældigt, at vi har et udtryk, der hedder "There is always a way out".

Om selve kampens forløb var Neestrup ikke meget for at give en nøgtern analyse, mens han stadig var i sine følelsers vold, som han udtrykte det, men her er hans umiddelbare vurdering:

"Først og fremmest skal man se det her over to kampe, hvor vi var bedst i Parken, og de var bedst her. Jeg synes, vi indledte kampen bedst, ikke kun på grund af målet, men fordi vi satte os godt på spillet, selv om vi også kunne have været mere direkte i nogle situationer."

"De sluttede 1. halvleg bedst, og så kom vi også bedst ud i de første ti minutter efter pausen, men så blev vi trykket tilbage."

"Men vi reagerer godt på alle deres tre mål og kommer hele tiden tilbage med bolden på vores fødder, både efter 1-1, 2-1 og 3-2. Det er hovedårsagen til, at vi trak os sejrrigt ud."

Og så var der også lige en straffesparks-konkurrence, hvor Neestrup havde en god fornemmelse, inden spillerne gik til 11-meter pletten i den sensommervarme heksekedel i Prag, hvor stemningen var forrygende fra start til slut.

"Ja, jeg havde en god fornemmelse, og de spillere, der skulle sparke, havde meldt sig klar i god tid, og så er der vist ingen, der er i tvivl om, at vi har en klassekeeper... Kamil sagde også allerede inden, at hvis bare I scorer på et par stykker, så skal vi nok gå videre."

Det blev Roony Bardghji, der scorede på det afgørende straffe, da tjekkerne havde ramt overliggeren og set Grabara pille et af deres forsøg.

"Roony har længe sagt, at han gerne ville sparke straffet, men Diogo sparker jo dem alle ind i øjeblikket, men nu var muligheden der. Det var modigt sparket, og det gik."

Ja, det gik - og dermed er vi altså klar til to Champions League playoff kampe mod de polske mestre fra Raków Częstochowa. Læs mere her om billetter.