Hjalte før AGF: God energi i truppen

Søndag kl. 18 venter AGF på udebane i Aarhus. Kampen bliver den anden med Hjalte Nørregaard som midlertidig cheftræner, en opgave han ser frem til således:

”Vi har selvfølgelig analyseret på kampen mod AaB og talt nogle ting igennem med spillerne. Resultatet var ikke det, vi håbede på, men jeg så et hold, der arbejdede hårdt for hinanden, og vi oplever en trup, der står sammen og skyder brystet frem, og hvor ingen gemmer sig,” siger Hjalte Nørregaard.

Træning på Nummer 10
Foto: FCK.DK


”Det er utroligt positivt, at alle er klar til at bidrage, og vi er midt i en god uge på træningsbanen, hvor vi kan finde bedre sammen taktisk og i relationerne. Vi arbejder med at justere de ting, vi ikke lykkedes med mod AaB og bygge nogle elementer på, og det går i den rigtige retning, så jeg er optimistisk før kampen i Aarhus,” siger Hjalte, der selv har haft et ophold i AGF på tre sæsoner.

Århusianerne er kommet fra start med tre sejre og to uafgjorte i de første fem kampe og har dermed fortsat den gode form fra seneste sæson:

”AGF har gjort det flot og har leveret på stabilt højt niveau gennem en efterhånden lang periode, så det bliver selvfølgelig en god udfordring for os," siger Hjalte.

Træning på Nummer 10
Foto: FCK.DK


"Men vi kommer til Aarhus for at skabe en kamp på vores præmisser og være dominerende på banen. Jeg synes, at vi har en utrolig dygtig gruppe spillere, og der er god energi i truppen og en sult efter at vise, at vi er et stærkt hold."

"Det skal vi tage med på banen søndag, og så er jeg sikker på, at vi leverer en god præstation. Vi glæder os til opgaven,” siger Hjalte Nørregaard.

Der er stadig ingen adgang for udefans til kampe i 3F Superligaen på grund af Covid-19 restriktionerne, men du kan se kampen live på 3+ eller Viaplay søndag kl. 18.