Anders Storskov

Anders Storskov

Anders Storskov har stået i spidsen for den fysiske træning i F.C. København siden sommeren 2000, hvor klubben begyndte at ansætte trænere, som decideret skulle koncentrere sig om nye teknikker, træningsmetoder samt forebyggelse og behandling af skader. Forventninger, som Anders til fulde har indfriet, og han har dermed spillet en nøglerolle i klubbens nationale og internationale resultater og udvikling.

Hvis man har besøgt F.C. Københavns træningsanlæg, Nummer 10, på Jens Jessens Vej bare én gang, er man ikke i tvivl om, hvem Anders Storskov er. Han er også altid den første, der er ude på græstæppet før en kamp og gøre klar til opvarmningen, og energibombe er nok det ord, der beskriver Anders bedst.

Han er aldrig stillestående, smiler konstant og har altid opløftende ord til spillerne – og en vittighed på læben. Selvom Anders er en humørspreder, skal man ikke tage fejl af seriøsiteten bag alle hans fysiske øvelser. Han er altid 100 % fokuseret, og hans seriøse og kompetente arbejde med spillerne gennem årene er en stor del af fundamentet for den succes, klubben har nydt godt af i perioden.