Anders Storskov: Tilfreds med træningen

Anders Storskov: Tilfreds med træningen

Spillerne har nu været i gang med træningen i lidt over en uge, og fysisk træner Anders Storskov er fint tilfreds med det, han hidtil har set.

- Ja, alle mødte velforberedte op, og vi er langsomt begyndt at optrappe intensiteten i øvelserne. Egentlig er der ikke den store forskel på, hvordan vi træner nu, og mens sæsonen er i gang, men vi tager selvfølgelig visse hensyn. F.eks. har vi ikke spillet til mål endnu, når vi har trænet med bold, for selv om man har holdt sin form ved lige i vinterpausen, så er det nogle andre belastninger af muskulaturen, når man sparker på mål. Derfor bygger vi stille og roligt op.

Forskellige fysiske tests er en integreret del af træningsarbejdet - ikke kun i vinterpausen, men hele året rundt.

- Lige efter spillerne kom tilbage, lavede vi en all-out test, som bl.a. viser hvor godt de har holdt formen ved lige i vinterpausen. Testen har også en mental funktion i forhold til truppen, fordi de kan se hvor de ligger i forhold til dem, de skal konkurrere med om pladserne på holdet, når det for alvor går løs, fortæller Anders Storskov.

- Vi har også netop lavet en pulsfaldstest, som viser hvor hurtigt pulsen falder efter fysisk aktivitet. Den type test laver vi løbende hen over året, så vi hele tiden ved, hvordan spillerne ligger og hurtigt kan lave små korrektioner, hvis det er nødvendigt.

Til dagens træning var der i øvrigt besøg af den svenske forward Stefan Silva, som til daglig spiller i Superettan-klubben Sirius. Han træner også med i morgen, hvor spillerne træner både formiddag og eftermiddag. Her træner Ludwig Augustinsson også for første gang med sine nye holdkammerater, efter at han har været med det svenske landshold. Her fik han i øvrigt fine ord med på vejen fra landstræner Erik Hamrén efter hans indsatser mod Elfenbenskysten og Finland, hvor han startede inde begge gange.

Torsdag er fridag, fredag er der en enkelt gang træning kl. 10.30, og lørdag står den på træningskamp mod Brønshøj kl. 13 på træningsanlægget på Jens Jessens Vej 10.