Bo Svensson: Hele tiden et skridt bagefter
"Vi var hele tiden et skridt bagefter i dag, og jeg synes, at vi så trætte og tunge ud og manglede friskhed," sagde Bo Svensson efter 0-4-nederlaget i Viborg.
"Det er klart, at det heller ikke er rart at komme bagud i første minut på sådan et freakmål, men det skal vi stadig kunne håndtere og komme igen på, og det formåede vi ikke."
"Vi lavede alt for mange fejl i dag, og det kostede også både deres mål til 2-0 og 3-0. Den stilling efter et kvarter betød selvfølgelig noget for, hvordan resten af kampen også blev, men generelt så fejlede vi stort i dag."
"Vi har godt vidst, at vi stadig har meget at arbejde med, også uanset aftenens resultat, for selv om vi har haft gode resultater, har vi haft præstationer, der ikke var gode nok. Men i dag var det ingen af delene," konstaterede Bo Svensson.