Sebastian Cortsen

FCK Talent skriver kontrakt med Sebastian Cortsen

F.C. Københavns Talentafdeling har skrevet kontrakt med den 15-årige offensivspiller Sebastian Cortsen.

"Vi er virkelig glade for at skrive kontrakt med Sebastian," siger Christian Wilkens, der er Head of Scouting & Recruitment U14-U17.

"Han har nogle fantastiske kvaliteter i form af sin spilforståelse og sin evne til at finde kreative og offensive løsninger på banen. Han er en spilintelligent offensivspiller med et stort potentiale, som vi ser meget frem til at arbejde videre med."

"Sebastian er samtidig et godt eksempel på vores ambition om, at de største danske og nordiske talenter skal spille i F.C. København. Han flyttede sidste sommer til København med sin familie fra AaB, hvor han har fået en rigtig god fodbolduddannelse i et stærkt miljø, og sammen skal vi nu tage de næste skridt i hans udvikling i F.C. København," siger Christian Wilkens.

Sebastian Cortsen er en fast del af U17-holdet i F.C. København.