Mohamed Elyounoussi

Carlsberg Man of the Match: Mohamed Elyounoussi

For anden hjemmekamp i træk vandt Mohamed Elyounoussi fansenes afstemning om Carlsberg Man of the Match.

Senest mod FC Polissya var det close race med Mads Emil Madsen, men i aften vandt han klart med 40 % af stemmerne. Til gengæld var det et usædvanligt close race mellem nummer to og tre, men debutanten Ákos Markgráf fik lige præcis fire stemmer mere end Alex Král!

Mohamed Elyounoussi
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Elyounoussi spillede som sædvanlig med nummer 10 på ryggen, men havde heller ikke "10'er-positionen" i dag, eftersom vi har brug for ham på højre kanten. Her har han indledt i fem af sæsonens seks kampe.

"Kanten er ikke Mois bedste position, men han går også langt ind i banen, når vi har bolden," sagde Bo Svensson bagefter og lagde ikke skjul på, at han hellere ville spille med ham centralt.

"Alle ved, at vi lige nu kun har én reel kant i Robert, og så løser Elyounoussi opgaven fint på kanten," understregede cheftræneren.

Med aftenens to mål har Elyounoussi scoret syv mål i seks kampe! I aften åbnede han scoringen allerede i tredje minut med en præcis inderside på Roberts fine frispilning.

Mohamed Elyounoussi. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Efter en lille time scorede han også til 2-1 på straffespark. Præcis som mod Polissya fremtvang Robert straffesparket, og Elyounoussi satte igen bolden nogenlunde midt i målet, mens keeperen denne gang gik til højre. Dermed har vi scoret på 16 af vores senest 17 straffespark - og på det 17. scorede Jordan Larsson på returbolden (mod Napoli).

Mohamed Elyounoussi
Mohamed Elyounoussi scorer til 2-1 på straffespark. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport