Lejeaftale på plads: Oscar Buur skal ud og have seniorerfaring
F.C. København har indgået en lejeaftale om den talentfulde unge målmand Oscar Gadeberg Buur, der fortsætter sin udvikling med målet om mere spilletid på seniorniveau hos IL Hødd i den norske 1.division, OBOS Ligaen.
19-årige Buur har fået sin fodboldopdragelse i KB og F.C. Københavns Talentafdeling og har været en del af førsteholdstruppen i en længere periode.
Beslutningen om at udleje Oscar Buur sker, fordi den unge målmand har brug for værdifulde minutter på seniorniveau, fortæller Kristjaan Speakman, Football Director i F.C. København:
"Oscar er et ungt, talentfuldt målmandstalent, som naturligvis har brug for spilletid som en del af sin udvikling."
"Denne mulighed giver ham kampe, men også erfaring med at præstere på egen hånd væk fra os, hvor han selv har ansvaret for alle aspekter af sit forløb."
"Vi har stor tro på hans fremtidige potentiale og glæder os til at følge ham i denne periode," siger Kristjaan Speakman.
Oscar Buur: God udviklingsplan er lagt
Oscar Buur ser lejeopholdet som et centralt skridt i sin karriereudvikling:
“Det er vigtigt for mig at få gang i spilletiden på seniorplan. Der er lagt en god udviklingsplan for mig, og nu glæder jeg mig til at få spilletid og bruge den i kampen om erfaring og modning som målmand,” udtaler Buur.
Med lejeopholdet får Buur nu mulighed for at bygge videre på sin solide ungdomskarriere, hvor han blandt andet har spillet for F.C. Københavns U19-hold og været en del af det danske U19-landshold, samtidig med at han har trænet med F.C. Københavns førstehold.
Lejeaftalen gælder resten af den norske sæson.