Bo Svensson: Forventer at blive matchet godt mod Plzen
Tirsdag aften spiller vi den første og eneste træningskamp i Østrig, når vi møder tjekkiske Viktoria Plzen, og Bo Svensson håber naturligvis at kunne se nogle resultater af det arbejde, der er lagt på træningsbanen i Østrig.
”Først og fremmest ser vi frem til at blive matchet godt mod et stærkt tjekkisk hold, der blev nummer tre sidste sæson. De spiller meget fysisk og kommer med en bestemt spillestil, som er relevant for os at spille mod, og det glæder jeg mig til at se, hvordan vi håndterer.”
”Det har hidtil været en fin træningslejr, hvor vi haft god tid til at arbejde med en række forskellige taktiske elementer, både defensivt og offensivt, og det vil vi selvfølgelig gerne se omsat på banen tirsdag aften.”
”Vi har undgået nye skader hernede, hvilket også er vigtigt, for vi havde jo nogle i forvejen, og så har vi set en masse gode unge spillere, der har vist sig frem, og vores erfarne spillere har også gjort det, vi havde forventet.”
”Der var lige nogle enkelte træninger, jeg ikke var så tilfreds med, men det grundlæggende indtryk har været positivt, ligesom det var i den første uge hjemme i Danmark. Og det er og vel vidende, at vi både mangler spillere, der var til VM, og vi mangler nogle vigtige spillere, som er skadet, og så håber jeg selvfølgelig også, at vi kan få tilført noget kvalitet med spillere udefra,” slutter Bo Svensson.
Tirsdag aften spiller alle igen som udgangspunkt 45 minutter, og efter hjemkomsten er der stadig to uger til det bliver alvor – og yderligere to træningskampe mod AC Horsens på lørdag og Viborg FF næste tirsdag, hvor Bo Svensson vil skrue op for spilletiden, jo tættere vi kommer på sæsonpremieren.
Sådan ser du kampen
Du kan se kampen i vores FCK-app eller på tv.fck.dk, hvis du har FCK+ abonnement eller sæsonkort, kort- eller billetabonnement.