Emil Fredslund: Dejligt at sikre titlen i første hug
U17-cheftræner Emil Fredslund overtog ansvaret forhold sidste sommer og står her et lille års tid senere med guldmedaljer efter en meget overbevisende sæson. Hans spillere sikrede titlen ved at udnytte den første af flere mulige matchbold, her hvor de stadig mangler yderligere fire kampe.
"Det var rigtig dejligt at sikre titlen allerede i første hug", fortæller Emil dagen derpå.
"Det blev en tæt kamp, og jeg kunne godt mærke på drengene, at der var noget på spil, for de ville også gerne afgøre det med det samme."
"Der kom jo også spænding i kampen, hvor vi kom bagud 0-1, inden vi vendte det og vandt 2-1, men det var nok meget godt. Så blev fejringen lige lidt mere intens, end hvis vi havde vundet stort."
"Vi lå jo i forvejen godt til for at vinde mesterskabet, og det største pres og den største forløsning kom nok i sidste weekend, hvor vi tog imod de nærmeste forfølgere fra OB og slog dem med hele 6-0."
"Der kulminerede vi både som hold og individuelt, og så kunne skuldrene lige sænke sig lidt. Så jeg synes, at alle var i god balance og kontrol, da vi tog til Randers og altså også endte med at køre den hjem. Og det blev selvfølgelig også fejret!"
Tidligere på foråret fortalte vi om de flotte præstationer, som U16-gruppen leverede i den store turnering i Florida, hvor de nåede finalen, og Emil Fredslund kan også mærke, at både kampene og tiden uden for banen styrkede den samlede trup.
"Den tur gjorde meget for U16-spillerne, dvs første års-U17, hvor vi blev matchet godt og flere af dem fik nogle ledelsesopgaver derovre. Efter vi kom tilbage, har de været med til at presse 2. års-U17 spillerne, så samlet set gjorde den tur virkelig meget godt,også for vores træningsmiljø."
"Men først og fremmest glæder jeg mig til at se, hvad det betyder for vores hold i næste sæson, hvor U16-spillerne bliver 2. års U17," fortæller Emil.
Gerne tangere "Neestrup-årgangen"
Inden da er der lige et arbejde, der skal gøres færdigt, for ud over en pokalfinale mod Lyngby den 17. juni, så venter der endnu fire runder i ligaen.
Hidtil er holdet ubesejrede efter 17 sejre og fem uafgjorte, og cheftræneren ser gerne, at vi kører ligaen færdig uden at tabe.
"Ja, det vil da være sjovt for drengene at gå gennem sæsonen uden at tabe, og jeg har da også selv en lille personlig ambition om at gøre det, ligesom Neestrup gjorde i 15/16-sæsonen med årgang 99-00," smiler Emil Fredslund, inden han holder en velfortjent lille pinseferie med familien.