Oliver Højer fik Granen, og Gert Petersen blev æresgallerist på KB's 150 års-dag
På selve dagen hvor KB fyldte 150 år var der stor fødselsdagsreception i Pejsesalen, hvor der også blev uddelt en række af klubbens traditionelle æresbevisninger til aktive idrætsudøvere og ledere.
Oliver Højer fik overrakt mindepokalen "Granen", som KB første gang uddelte i 1944. Den er forbeholdt junior- eller ynglingespillere, dvs de ældste talentårgange, og de seneste år er den tildelt William Clem, Victor Froholdt og Hunor Németh.
Du kan høre om flere tidligere vindere i dette indslag, hvor FCK TV overraskede Oliver med nyheden om, at han også nu er en del af det fine selskab.
Gert Petersen udnævnt til Æresgallerist
Blandt de øvrige prismodtagere var Gert Petersen, der blev udnævnt til Æresgallerist. Gert er bestyrelsesmedlem i KB, formand for KB's Erhvervsklub og har desuden repræsenteret KB i F.C. Københavns bestyrelse, siden han i 2019 overtog posten fra Niels-Christian Holmstrøm.
Æresgalleriet blev stiftet på KB's fødselsdag i 1942, hvor 66 medlemmers portrætter blev hængt op på bestyrelsesgangen på KB - et medlem for hvert af klubbens leveår indtil da. Siden er et portræt ophængt hvert år, og nu kommer Gerts portræt også op på den hæderkronede gallerivæg.
Her kan du se flere billeder fra receptionen på KB's 150-års fødselsdag.
Foto: Torkil Fosdal, FCK Media