Vidal Moritzen

Vidal Moritzen med U16 i Florida: "En superfed tur!"

U16-holdet er i disse uger til den stærkt besatte 2026 Generation adidas Cup i Florida, og efter at vi tidligere har talt med Jakob Groth og Emil Fredslund om turen, så tog vi i dag en snak med den 15-årige centerforsvarer Vidal Moritzen, som til daglig er en del af U17-truppen.

“Det er virkelig fedt herovre, både at opleve at være i USA for første gang og så møde nogle hold, som vi aldrig har mødt før,” fortæller Vidal, mens han slapper af på hotellet, hvor spillerne bor to og to, og han deler værelse med Ilyas Houira.

“Holdene spiller meget anderledes end derhjemme, meget individuelt og med et hårdere pres, der ikke er så dirigerende. Derfor spiller vi også lidt anderledes og holder ikke så meget på bolden, som vi gerne vil, men slår flere lange bolde.”

“Men på grund af varmen er vi også nødt til at prøve at holde på bolden engang imellem, for man kan ikke holde til at løbe efter den hele tiden. Derfor er det også dejligt, at vi har nogle pausedage mellem kampene, som for eksempel i dag.”

Noah Hein, Simon Voin og Vidal Moritzen
Noah Hein, Simon Voin og Vidal Moritzen forlader banen efter 1/8-finalen mod Houston Rapids FC


"Vi kan gå hele vejen"
Fredag gælder det LA Galaxy i semifinalen, og den kamp kan du se direkte på MLS' officielle Youtube-kanal med kampstart kl. 20.30 dansk tid. Og Vidal er optimistisk om mulighederne:

“Det glæder vi os til, og jeg tror 100 % på, at vi kan gå hele vejen. Vi har en rigtig god og bred trup, hvor der også er brug for alle.”

Vidal begyndte at spille i KB allerede som 6-årig og er altså en af dem, der har taget turen op gennem børnefodbolden og spiller nu fast centerforsvarer på vores stærke U17-hold, der er ubesejret i den hjemlige liga.

I denne sæson kom han også på U16-landsholdet og var blandt andet med på den succesfulde træningsturnering i Portugal i februar, hvor holdet vandt foran England, Frankrig og Spanien.

“Jeg synes, det er fedt med alle de rejser, men det giver selvfølgelig nogle udfordringer med skolearbejdet. Men jeg synes, at lærerne er gode til at tilpasse programmet, så vi kan følge med. Vi har ikke online-undervisning, men ved hvor vi kan finde opgaverne på nettet,” fortæller Vidal.

Vidal Moritzen i aktion for det danske U16-landshold
Vidal Moritzen i aktion for det danske U16-landshold i efteråret 2025. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Senere i dag skal drengene ind til byen og spille lidt minigolf, og efter turneringen slutter på lørdag, bliver der også tid til at shoppe på søndag inden hjemrejsen til København, hvor holdet lander tirsdag.

“En superfed tur på alle måder og en kæmpe oplevelse, men højdepunkterne er helt klar kampene,” slutter Vidal Moritzen.