Kampreferat: Håbet holdt i live, men det holdt hårdt
Med en udligning til 2-2 langt inde i overtiden undgik vi det femte Superliga-nederlag i træk, men fik ikke den sejr, vi havde brug for.
De to hold
Vi ændrede på fire pladser, idet López, Hatzidiakos, Højer og Claesson startede i stedet for Suzuki, Meling (karantæne), Achouri og Elyounoussi – sidstnævnte havde været syg de tre seneste dage og indledte på bænken, mens de øvrige ikke var klar til kamp.
OB havde Marcus McCoy med for skadede Nicolas Bürgy og Jona Niemiec for Jay-Rot Grot, der var ude af disciplinære årsager.
11.255 tilskuere havde fundet vej til Nature Energy Park, hvor der inden kickoff var hyldestbifald til Sepp Piontek, der gik bort for tre dage siden i en alder af 85 år.
1. halvleg
Vi kom fint i gang med kampen og havde bolden mest de første 10-15 minutter, men vi fik den første indikation af kampforløbet, da det var OB, der kom til chancerne i den periode.
Først gled Fitte Arp og skød lige på Kotarski, og efter et lille kvarters tid styrede en helt umarkeret Jona Niemiec bolden fladt forbi fjerneste stolpe.
Amir Richardson lavede flere lækre detaljer med bolden, men fik også et gult kort efter 20 minutter og ti minutter senere et vrid i anklen i en duel med Ganaus på vores halvdel, men kom heldigvis på banen igen efter behandling.
Det var en ganske lige affære, men også en ret uskøn affære, hvor vores spil ofte virkede nervøst og flagrende, og det virkede som om, at OB lettere kom til afslutninger, når de var oppe på den sidste tredjedel.
For eksempel var Dadason kun lige nå frem til et Buta-indlæg midt for mål, mens Fitte Arp i den anden ende gled af på både Delaney og Richardson, inden han afsluttede lige over mål.
OB-føring kort før pausen
Efter 38 minutter var OB for alvor tæt på, da Ganaus headede bolden på stolpen, efter vi igen gav for meget plads i feltet, og fem minutter efter flugtede han over mål, efter at Max Ejdum var løbet helt fri og kunne spille ham i feltet.
Det lignede bestemt ikke en kamp, hvor vi kunne rejse os efter de seneste kampes skuffende resultater, men hvor vi langt hen ad vejen spillede til mere end vi fik. I dag fristes man til at sige, at vi fik som fortjent, da Jona Niemiec bragte OB foran i 45. minut, for igen fik de for let spil i feltet, inden han enkelt udplacerede Kotarski.
Ikke rart at have den oplevelse med ned i omklædningsrummet i pausen, hvorfra Mads Emil Madsen og Geovanni Ndjee kom ud i stedet for Delaney og Dadason.
2-0 efter 10 sekunder!
Men slemt blev til værre, for vi lukkede simpelthen endnu et mål ind efter bare 10 sekunder af 2. halvleg! Leeroy Owusu slog et indlæg fra højre, som Niemiec ugeneret headede ind i feltet, hvor Ganaus heller ikke havde de store problemer med at kontrollere bolden og sparke den forbi Kotarski.
Der fulgte et spilstop på 3-4 minutter, fordi OB-fansene affyrede røgbomber og raketter, og det var måske meget godt, vi lige fik tid til at sunde os – og om ikke andet drog vi nytte af den ekstra tillægstid i sidste ende.
Det var dog tæt på 3-0 i 55. minut, da Owusu fik oceaner af plads ude på kanten, men Ganaus afsluttede for svagt i feltet, så Kotarski ikke havde problemer med at redde.
Ikke meget tydede på et snarligt comeback for mestrene, pokalvinderne og Champions League-deltagerne, og mange spurgte nok sig selv, hvordan den her sæson dog skal ende.
Reducering tændte nyt håb
Efter en times tid blev Højer (tilsyneladende med en skade) og Richardson erstattet af Mohamed Elyounoussi og William Clem, og ganske langsomt var det som om, at vi begyndte at finde melodien og spillede lidt mere frigjort og lidt mere direkte på deres halvdel.
Den pågående Geovanni kom også først på et Elyounoussi-indlæg, men headede ned i græsset, så bolden studsede op i favnen på Viljar Myhra, der endnu ikke var sat på store prøver.
Det blev han imidlertid kort efter, men var nærmest chanceløs da Jordan Larsson tordnede en flugter op i nettaget på et godt Marcos López-indlæg!
OB-afslutninger på samlebånd
Lige hvad vi havde brug for! Men… i de næste fem minutter havde OB fem afslutninger! Ikke store chancer, men mange chancer!
Først mistede López bolden på midten, og Ganaus løb ned i feltet og fyrede af, men Kotarski snittede bolden til hjørne. Det kom Ganaus også først på, men igen reddede Kotarski til nyt hjørne. Det var ved at give Marcus McCoy en chance fra spids vinkel, men Mads Emil Madsen prikkede bolden til nyt hjørne. Det løb Max Ejdum helt fri på ved bageste stolpe, men headede forbi. Vi mistede hurtigt bolden igen, og Fitte Arp var ikke langt fra at lægge den over i det lange hjørne.
Men vi svarede udmærket igen, og et par minutter efter blev Ndjee nedlagt lige uden for OB-feltet, men Elyounoussi skruede bolden over det nærmeste målhjørne. Moukoko kom ind for Claesson og bragte ligesom de andre indhoppere ny energi i holdet, men vi havde stadig svært ved lægge tungt tryk på dem, så spillet bølgede stadig frem og tilbage.
2-2 da håbet næsten var ude...
Der var lagt otte minutter til, men da de første fem var gået, havde vi stadig ikke været i nærheden af noget, men så fik vi et hjørne, som López sendte ind foran.
Myhra fik ikke bokset ordentligt væk, og den endte ude hos Clem, der løftede en høj bold på tværs af mål, som Hatzidiakos headede ind fra nært hold, da både han og Gabriel var i tæt duel med et par OB’ere.
Mere skete der ikke i de sidste tillægsminutter, og den udligning kan vise sig uhyre vigtig i sidste spillerunde, hvor vi dog stadig ikke kan afgøre det hele selv. Og så skal vi jo altså først og fremmest selv besejre Randers FC i Parken…
Matchfacts
Lørdag den 21. februar 2026, kl. 14.00 på Nature Energy Park. 3F Superliga, 21. spillerunde
OB-F.C. KØBENHAVN 2-2 (1-0)
45.: 1-0 Jona Mieniec
46.: 2-0 Noah Ganaus
65.: 2-1 Jordan Larsson
90+7.: 2-2 Pantelis Hatzidiakos
11.255 tilskuere. Dommer: Jakob A. Sundberg
Advarsler: 21.: Amir Richardson, 40.: Adam Sørensen, 52.: Viktor Claesson, 90+2.: Mads Emil Madsen, 90+9.: Ismahila Ouédraogo, 90+10.: Pantelis Hatzidiakos
FCK:
1 Dominik Kotarski – 17 Aurélio Buta, 5 Gabriel Pereira, 6 Pantelis Hatzidiakos, 15 Marcos López – 11 Jordan Larsson, 25 Amir Richardson, (60.: 36 William Clem), 27 Thomas Delaney (46.: 21 Mads Emil Madsen), 38 Oliver Højer (60.: 10 Mohamed Elyounoussi) - 39 Viktor Dadason (46.: 44 Geovanni Vianney Adjee), 7 Viktor Claesson (anf.) (74.: 9 Youssoufa Moukoko)
Ikke benyttet: 31 Alex Rúnarsson (GK), 16 Robert Silva, 17 Kenay Myrie, 29 Jonathan Moalem
OB:
16 Viljar Myhra – 20 Leeroy Owusu, 15 Marcus McCoy, 13 Julius Berthel Askou, 3 Adam Sørensen (80.: 4 Bjørn Paulsen) – 18 Max Ejdum, 8 Rasmus Falk (anf.), 22 Ismahila Odédraogo, 7 Fiete Arp (90+5.: 14 Gustav Grubbe) – 17 Noah Ganaus, 11 Jona Niemiec (77.: 10 Anssi Suhonen)
Ikke benyttet: 30 Theo Sander (GK), 21 Vitus Friis, 23 William Martin, 26 Lasse Legolas, 28 Magnus Hvitfeldt Andersen, 29 James Gomez