Ugen der gik (7/2026)
"Ugen der gik" er tilbage efter vinterpausen og udkommer nu på tiende år med en ugentlig opsamling på kampe i FCK Talent og vores moderklubbers bedste seniorhold.
VILDT U17-COMEBACK
Efter en række uger med træningskampe spillede ét af vores talenthold om point for første gang i lørdags, og hvilken kamp det blev, da U17 spillede topkamp mod AGF i Valby Idrætspark!
Aarhusianerne kom foran 1-0 efter 17 minutter ved Johan Mejer, efter et hjørnespark blev headet ind tæt under mål. Den stilling holdt helt til 88. minut, da Elvin Mehicic fik bolden på kanten af feltet af en af vinterens nye U17-spillere, Ilyas Houira, og Elvin lavede en tunnel på en AGF-forsvarer og prikkede bolden ind til 1-1.
Ilyas er i øvrigt kommet fra netop AGF, mens vinterens anden nye U17-spiller, Christian Hamsik, ikke var i truppen.
Der var lagt en del tid til den ordinære kamp, og da vi nærmede os 97. minut, pressede AGF for en afgørelse med både en dødbold fra venstre og et hjørnespark, hvor der var trængsel og nervøsitet i FCK-feltet. Nu gjaldt det om at holde fast og så vinde et ekstra point i straffespark-konkurrencen.
Men så langt kom vi ikke. Xander Poulsen lossede en lang bold frem i venstre side, og Louie Heriba jagtede den i kamp med to AGF’ere, og da den ene lagde for kort tilbage mod feltet, snuppede Louie bolden, trak forbi keeperen og trillede bolden i det tomme mål!
Både spillerne og trænere gik selvfølgelig helt amok i jubelscener, og med sejren gik vi også forbi AGF og op på førstepladsen i tabellen, endda med to kampe færre spillet.
U17-AGF 2-1 (0-1)
17.: 0-1 Johan Mejer
88.: 1-1 Elvin Mehicic
90+7.: 2-1 Louie Heriba
Villads Bille - Adam Hviid Roesen (61.: Liam Norstedt), Elias Villumsen, Vidal Moritzen, Xander Poulsen - Shahin Pelyad, Tristan Christensen (79.: Rolex Kingdom), Jamil El-Rrani (61.: Ilyas Houira) - Teo Reeh (72.: Louie Heriba), Elvin Mehicic, Ishaq Holalam
Ikke benyttet: Max Horn (GK) og Liam Coronado.
På lørdag kl. 15 møder U17 bundholdet Sønderjyske i Haderslev.
U19 TESTER STADIG
U19’s forårspremiere i Aalborg i torsdags blev aflyst på grund af vintervejret, som vi fortalte her.
I stedet spillede holdet to træningskampe i ugen der gik – onsdag vandt de 4-1 ude over Roskilde Boldklubs U19-hold på mål, og fredag eftermiddag tabte de 1-3 til FA 2000’s 3. divisionshold i Topdanmark-hallen i Ballerup.
Her kan du se alle U19’s træningskampe denne vinter
17.01 2-6 Union Berlin
24.01 2-0 AB
31.01 2-0 Malmö FF
03.02 1-3 Brønshøj (3. div.)
11.02 4-1 Roskilde BK
13.02 1-3 FA 2000 (3. div.)
Hvis vejrguderne tillader det, har U19 forårspremiere på lørdag kl. 12 mod Vejle Boldklub – og forhåbentlig på Nummer 10.
U14 OG U15 PÅ TUR
U15 indleder foråret på lørdag kl. 13 ude mod FC Midtjylland, og U14 begynder først ligaen i midten af marts.
Begge benyttede skolernes vinterferien i ugen der gik til en lille europæisk turne, hvor de fik international erfaring med træningskampe mod Feyenoord, Anderlecht og Werder Bremen.
Tidligere denne vinter har U15 spillet 0-0 med Lyngby og Helsingborg IF og slået Malmö FF 7-0
Vores U14-piger indleder også først foråret i midten af marts.
KB, B1903 OG FC DAMSØ
KB og B1903 begynder først Serie 1-sæsonen i midten af april, og det samme gælder KB’s Oldboys.
FC Damsø – dvs. vores kvindeholds andethold – indleder også deres række, Kvindeserie Øst, i midten af april, og dem følger vi også fremover her i ”Ugen der gik”.
Vi vil også følge FC Rosengård 1917, der ganske vist ikke er moderklub, men jo nu også er en del af den store F.C. København-fodboldfamilie. Rosengård indleder den svenske Ettan Söder lørdag den 4. april, kl. 13 med en hjemmekamp mod Lunds BK.