F.C. København og Stop Spild Lokalt indgår aftale om strategisk partnerskab
F.C. København og Stop Spild Lokalt formaliserer nu samarbejdet om at begrænse madspild med en 3-årig aftale om et strategisk partnerskab.
”Vi har haft et godt samarbejde i fire år, og vi vil gerne gøre endnu mere for at begrænse madspild,” siger Jacob Lauesen, CEO i F.C. København.
”Med den nye aftale styrker og udvider vi samarbejdet om at være mere for københavnerne ved at udnytte hinandens styrker til at begrænse madspild og samtidig hjælpe økonomisk pressede borgere med at få mad på bordet.”
Klimaindsatsen spiller en større og større rolle
”Samfundsindsats er en meget væsentlig søjle i vores strategi, ”Vi er København”, og her spiller klimaindsatsen også en større og større rolle på rigtig mange området.”
”Grundlaget for samarbejdet med Stop Spild Lokalt er stadig de ugentlige madudleveringer fra Nedre C, men vi vil gerne engagere både fans, borgere, medarbejdere, partnere og lokalsamfund gennem en række nye aktiviteter i og omkring Parken.”
”Det har vi en række nye ideer til, både i forbindelse med hjemmekampe i Parken og ved andre arrangementer, og dem glæder vi os til at fortælle mere konkret om i den kommende tid,” siger Jacob Lauesen.
En stor og vigtig opgave
”Vi er meget glade for, at vores gode samarbejde nu både bliver formaliseret og udbygget,” siger Rasmus Erichsen, stifter og CEO i Stop Spild Lokalt.
”Kampen mod madspild er stadig en stor og vigtig opgave, selv om det i virkeligheden er ret nemt for den enkelte at gøre noget ved det. Med samarbejdet med F.C. København når vi endnu længere ud med budskaberne, og vi har drøftet mange spændende ideer til, hvordan vi kan gøre det.”
”Der er jo en lille FCK-dreng indeni mig, så jeg drømmer for eksempel om at se spillerne varme op i trøjer, hvor der står Stop Spild Lokalt, for nu bare at nævne et eksempel på noget, vi har talt om. Jeg glæder mig for eksempel også til at få mulighed for at sprede budskabet i F.C. Københavns store erhvervsnetværk, og vi har også altid brug for flere frivillige kræfter til vores arbejde,” siger Rasmus Erichsen.
Som led i aftalen nedsættes en fælles styregruppe, der nu skal planlægge aktiviteterne nærmere – og den hidtidige udbringning fra Nedre C fortsætter naturligvis som hidtil. Den kan du læse mere om i Stop Spild Lokalt Østerbro på Facebook.
Baggrund
Stop Spild Lokalt har siden 2016 indsamlet mad og råvarer, der ikke fejler noget, men som butikker ikke kan sælge på grund af udløbet datomærkning eller beskadiget emballage.
Siden sommeren 2022 har F.C. København engageret sig i arbejdet, dels af hensyn til de indlysende miljøfordele, og dels for samtidig at hjælpe betrængte københavnere med gratis madvarer.
Når der ikke er kampe i Parken, uddeler Stop Spild Lokalt overskudsmad fra området under Nedre C-tribunen på mandage, onsdage og fredage – og ved påske- og juletid er der to helt store udleveringsdage.
F.C. København bidrager også med at formidle informationer fra vores kanaler, og begge parters gode erfaringer med samarbejdet har nu ført til en egentlig partnerskabsaftale.