Viktor Claesson

AGF-sejr i vinterens sidste test

Efter 0-0 ved pausen scorede AGF fire gange på syv minutter og vandt 4-0 i søndagens træningskamp på Nummer 10.

Vi gav uofficiel debut til vores nyeste spillere, Aurélio Buta og Amir Richardson, da AGF kom på besøg søndag kl. 14 til vinterens sidste træningskamp, inden 3F Superliga indledes næste weekend.

Aurélio Buta
Aurélio Buta. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Vi var uden ni af dem, der indledte i Barcelona i onsdags, mens aarhusianerne kom i stærkeste opstilling, men måtte udskifte Henrik Dalsgaard og Gift Links i 1. halvleg på grund af skader.

Det var en råkold affære, der ikke bød på mange chancer i de første 45 minutter. Buta, der spillede højre back i de første 45 minutter, havde efter ca. 20 minutter et udmærket forsøg, der strøg fladt forbi fjerneste stolpe, og ti minutter senere headede AGF over mål på et hjørnespark, men meget tættere kom inden af holdene på at score.

I pausen kom Garananga og Moukoko ind for Buta og Delaney, og efter få minutter var det tæt på københavnsk føring, da Clem drev bolden frem i en kontra, men skød tæt forbi AGF-målet.

Efter ti minutter skød Frederik Emmery over Alex Rúnarssons mål fra spids vinkel, og det var stadig en jævnbyrdig og chancefattig affære, men syv minutter senere stod der 0-4 på måltavlen efter scoringer af Kevin Yakob, Kristian Arnstad, Tobias Bech og Frederik Emmery.

Liam West og Marvin Nasnas afløste Hatzidiakos og Højer, og senere kom Moalem også ind for Richardson.

Amir Richardson
Amir Richardson. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Tyve minutter før tid havde Moukoko vores bedste mulighed for at reducere efter at Robert førte bolden op på kanten, men Eric Kahl blokerede tyskerens afslutning, så bolden gik over mål.

Således sluttede det endnu engang med en målrig træningskamp mod aarhusianerne, efter at vi tidligere har vundet 5-1 og 6-1 og senest tabte 3-4. Om en uge bliver det alvor - AGF får besøg af OB på fredag, og vi skal til Herning på søndag.


Matchfacts
Søndag den 1. februar 2026, kl. 14.00 på Nummer 10, bane 1. Træningskamp
F.C. KØBENHAVN-AGF 0-4 (0-0)
54.: 0-1 Kevin Yakob
56.: 0-2 Kristian Arnstad
60.: 0-3 Tobias Bech
61.: 0-4 Frederik Emmery
Ingen tilskuere. Dommer: Svend Funder

Advarsler: 36.: Aurélio Buta

FCK:
31 Alex Rúnarsson - 17 Aurélio Buta (46.: 4 Munashe Garananga), 42 Graham Ankamafio, 36 William Clem, 6 Pantelis Hatzidiakos (62.: 34 Marvin Nasnas),18 Kenay Myrie - 25 Amir Richardson (72.: 29 Jonathan Moalem), 27 Thomas Delaney (46.: 9 Youssoufa Moukoko) - 16 Robert Silva, 7 Viktor Claesson, 38 Oliver Højer (62.: 49 Liam West)

Ikke benyttet: 51 Tobias Breum-Harild (GK),  35 Kyung-Hyun Lee, 40 Aske Bang.