Mohamed Elyounoussi

Elyounoussi: Vi skal overpræstere for at få noget med hjem

Mohamed Elyounoussi er en af vores meget erfarne spillere på den internationale scene og understreger, at det bliver sjovt, at spille på Camp Nou for første gang, men at vi er her for at få et resultat.

”Det er da sjovt at være her på Camp Nou og spille så vigtig en kamp på et så flot stadion, men også fordi vi har sat os i en position, hvor vi kan gå videre. Vi er her ikke som turister, men for at konkurrere og eventuelt gå videre.” 

”Vi ved det bliver hårdt, men vi skal huske altid nyde at spille Champions League. Vi har før vist, at vi kan præstere godt mod gode hold og også tage point, så vi skal angribe kampen som alle andre, men selvfølgelig med respekt for Barcelona, som er et stærkt hold.”

”Vi vil også få muligheder, i kampen, og dem må vi tage vare på, men det er klart, at vi skal overpræstere for at få noget med hjem."

Vi kan i aften stå over for Roony Bardghji, der som bekendt skiftede til Barcelona i sommer og nu er en fast del af deres førsteholdstrup. 

”Jeg har talt lidt med Roony de seneste dage, og han har det godt hernede i Barcelona. Jeg håber også, at han spiller i aften. Han ville dog ikke love mig, at han ikke scorer, men jeg har heller ikke lovet ham ikke at score," smilede Mohamed Elyounoussi.

Se selv med på TV3+ og Viaplay, der efter optakten sender kampen live fra kl. 21.00.