Foto: Gaston Szerman, FCK Media

SMIL-børn afvikler kampen mod Fredericia

Vi tror på, at ungdommen er vores fremtid på banen og tribunen.

Vi tror på talentet og individet, men sammen løfter vi i flok. Det er i den ånd, at vi nu giver ansvaret videre til de yngste løver - for flere SMIL i Parken.

Lørdag den 1. november kommer FC Fredericia på besøg i Parken til en ganske speciel dag.
For omtrent 50 børn med forældre fra SMILfonden står den på fodboldoplevelse på hjemmebanen, og for 12 af dem står dagen i udviklingens tegn, når de skal være med til at afvikle kampen.

Opgaverne bliver blandt andet at lægge tøjet klar til spillerne i omklædningsrummet, sikre at kvaliteten på maden til gæsterne i vores lounges er som forventet og ikke mindst råbe start-11’eren op inden kampstart. Her har vi brug for et feststemt Parken.

Vi glæder os til at dele ud af ansvaret og er sikre på en fantastisk dag med et hav af SMIL i Parken.

Du kan være med til at gøre dagen helt særlig ved at købe din billet til opgøret mod Fredericia lige her. Til kampen er der stor familietribune på hele D-tribunen, hvor der er aktiviteter for de yngste og deres forældre.

Læs mere om samarbejdet med SMILfonden samt klubbens øvrige ForKBH-tiltag her: fck.dk/forkbh/byen

Fakta om SMILfonden
SMILfonden er en velgørende forening, hvis vision er at give børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser et bedre liv. Det gør de ved at give børnene og deres familier en pause fra sygdom gennem sociale aktiviteter. SMILfonden omfavner alle børn og deres familier, og er til stede med kreative værksteder (SMILET) både i København og i Århus.

Støt SMILfonden og giv kronisk syge børn oplevelser for livet her: https://smilfonden.dk/stot