
Suzuki efter debut: Der var god kommunikation i bagkæden
F.C. København er videre til 4. runde i pokalturneringen efter en sikker 2-0-sejr ude mod Lyngby Boldklub onsdag aften.
Cheftræner Jacob Neestrup gav i sæsonens første pokalkamp debut til den japanske midtstopper Junnosuke Suzuki, der startede inde på Lyngby Stadion.
Flankeret af de to rutinerede stoppere Pantelis Hatzidiakos og Gabriel Pereira leverede den 22-årige forsvarsspiller en solid og sikker indsats i bagkæden.
"Jeg var lidt nervøs inden kampen, men jeg er glad og stolt over at have hjulpet holdet til sejr," lød det fra Suzuki efter sin debut for hovedstadsklubben.
"Jeg er bare glad for at være fit igen og få kampminutter i benene. Vi leverede en fin indsats i dag. Vi stod kompakt, og kommunikationen i bagkæden fungerede overraskende godt," tilføjede han.
Glad for at spille i en stor klub
Med sin debut blev Suzuki dermed den første asiatiske spiller til at repræsentere F.C. København i en officiel kamp.
Siden sin ankomst til København har han kæmpet hårdt for at blive en skade kvit, og ifølge Neestrup har han den seneste tid set stærk ud på træningsbanen.
Om sin første tid i klubben lød det onsdag aften fra Suzuki:
"Jeg er glad for at spille i en stor klub med en flot historie, og jeg er endnu mere motiveret nu for at bidrage og spille flere kampe," understregede han.

Ros fra Claesson: En af banens bedste
Anfører Viktor Claesson var også godt tilfreds med, hvad han så fra onsdagens debutant:
"Han var stærk i dag. En af de bedste på banen – hvis ikke den bedste. Det var en flot debut af Suzuki. Han gjorde det også godt i træningskampen i landsholdspausen, og nu skal han bare bygge videre på det,” sagde Viktor Claesson efter sejren.
Der venter nu en udekamp i Superligaen, når F.C. København lørdag gæster Haderslev til opgøret mod Sønderjyske.
Mandag rejser holdet videre til Aserbajdsjan, hvor det gælder næste opgør i Champions League mod Qarabag FK.