
Fokus på Sparta Prag
I mandags spillede vi for første gang træningskamp mod et hold fra Bulgarien, men torsdag kl. 16 tester vi for niende gang mod et hold fra Tjekkiet, når vi møder Sparta Prag.
Dem mødte vi også i januar 2024 i Prag, blot et halvt år efter de dramatiske opgør i CL Q3, hvor vi gik videre efter straffespark.
Denne gang foregår det i mindre omgivelser på Kosasastadion i St. Johann, hvor vi aldrig har spillet før.
Gensyn med Sparta - og med Priske
Det bliver ikke kun et gensyn med Sparta Prag, men også med Brian Priske, som inden denne sæson er vendt tilbage som Sparta-cheftræner, hvor han også stod i spidsen fra 2022-24.
I sommeren 2024 afløste han Arne Slot i Feyenoord på en 3-årig kontrakt, som hollænderne bragte til ophør midt i februar, hvilket også gjaldt hans assistenter, Lukas Babalola og Björn Hamberg.
Nu er Priske altså tilbage i Sparta, som han førte til to tjekkiske mesterskaber, inden han blev fristet af Feyenoord.
"Vi talte med trænere fra flere europæiske ligaer, men Brians kendskab til vores miljø og struktur samt hans tidligere succes i klubben spillede en nøglerolle i den endelige beslutning," sagde Spartas sportsdirektør, Tomáš Rosický, ved den noget overraskende udnævnelse af Priske efter den lidt turbulente afsked for et år siden, men parterne har talt ud om tingene og vasket tavlen ren. Lukas Babalola er også med i Priskes trænerstab igen.
Da Priske stoppede i 2024, overtog hans daværende assistent Lars Friis jobbet, men han blev afskediget i maj, da Sparta netop havde tabt pokalfinalen og var blevet nummer fire i ligaen efter Slavia Prag, Viktoria Plzen og Banik Ostrava.
Det rakte til en plads i Conference League Q2, så Sparta skal altså i kamp samtidig med os og vinderen af Legia Warszawa og FC Aktobe fra Kasakhstan - en ubehagelig lodtrækning, hvis det bliver de polske favoritter. Legia og Sparta ligger side om side i den aktuelle UEFA-ranking som henholdsvis nr. 70 og 71.

Pre-season
Sparta er på træningslejr i sydtyske Grassau - kun ca. tre kvarter fra torsdagens kamparena i St. Johann - og har ligesom os været i kamp en enkelt gang.
I fredags vandt de hjemme i Prag 2-1 over Mlada Boleslav, og begge klubber skiftede alle i pausen. Sparta manglede bl.a. en halv snes landsholdsspillere og havde flere unge med fra B-holdet, som ikke er med på træningslejren.
Torsdag den 10. juli møder de Young Boys, inden de tager de hul på den tjekkiske liga ude mod FK Jablonec, samme weekend som 3F Superliga går i gang.
Titler og europæiske meritter
De to mesterskaber, som Sparta vandt i 22/23 og 23/24, var klubbens første siden 2014, for ellers har Slavia Prag og Viktoria Plzen taget titlerne, og Slavia vandt også sidste sæson.
Sparta er dog stadig Tjekkiets mest vindende, siden Tjekkoslovakiets deling og den nye nationale liga begyndte i 1993/94.
Klubben har masser af europæisk erfaring og nåede sidste sæson i Champions League ligafasen, hvor de indledte med 3-0 over RB Salzburg og 1-1 i Stuttgart, men tabte de sidste seks kampe med en målscore på 3-20 (til Man. City, Brest, Atlético Madrid, Feyenoord, Inter og Leverkusen), og så var der ikke mere europæisk den sæson.
Du kan læse mere om Sparta-historien i denne optakt fra vores CL Q3-kampe i august 2023.

Tidligere møder
Vi mødtes senest i en træningskamp i Prag i januar 2024, hvor tjekkerne vandt 2-0. Denis Vavro fik direkte rødt efter en halv times tid, ved stillingen 1-0 til Sparta, og det ødelagde meget af vores forventede udbytte af kampen (læs kampreferatet her).
Endnu tidligere har vi mødtes to gange, først i Europa League-gruppespillet i 2009, og siden i Q3 til Champions League i 2023, og begge med københavnsk succes - det har vi skrevet om før i denne artikel.
Truppen
Der er en del kendte ansigter i Sparta-truppen, hvis man ellers kan huske, hvem de havde med, da vi mødtes i 23/24.
Peter Vindahl står stadig i målet, og Asger Sørensen er blandt centerforsvarerne, og i vinters hentede de også Magnus Kofod i Venezia til den centrale midtbane i deres normale 3-4-3-formation.
Endnu en dansker, eks-AaB’eren Mathias Ross, vendte efter forårssæsonen tilbage til Galatasaray, da Sparta ikke udnyttede deres købsoption efter en lejeaftale.
Markus Solbakken klinger også godt i FCK-ører, men Ståles yngste søn - og William Clems gode barndomsven - er, sammen med flere andre, blevet hjemme fra træningslejren, da de søger nye klubber.
Vi spillede mod Markus i vinteren 2023, da han var i Viking, og igen i januar 2024, hvor han lige var skiftet til Sparta. I foråret 25 var han udlejet til Pisa, og nu tegner det altså til endnu et karriereskifte.
Jan Kuchta kender vi også - dels scorede han mod os i træningskampen i januar 24, og dels hentede FC Midtjylland ham i sommeren 24, men sendte ham “hjem” til Sparta på leje i januar 25, og nu har han skrevet fast kontrakt med klubben.

Som tidligere nævnt har Sparta en del landsholdsspillere, som ikke var med i deres første testkamp, men er med på træningslejren.
Fra Tjekkiet startede den erfarne stopper Jaroslav Zeleny i begge Tjekkiets VM-kval.kampe i juni (2-0 over Montenegro, 1-5 til Kroatien), hvor forsvarskollegaen Martin Vitik sad på bænken.
Desuden startede Martin Suchomel og Patrik Vydra i Tjekkiets tre gruppekampe ved U21-slutrunden, hvor holdet ikke gik videre til knockout-runderne.
I seneste landsholdsperiode spillede Angelo Preciado også VM-kval. for Ecuador, Qazim Laci for Albanien, Santiago Eneme for Ækvatorial Guinea, Kaan Kairinen (eks-FCM) for Finland samt Albion Rrahmani og Ermal Krasniqi for Kosovo.