Kampreferat: ”Hovedstaden, de danske mestre, vi er F.C. København"

To tidlige mål i hver halvleg gav et perfekt kampbillede, da de sultne løver igen hjembragte DM-trofæet til Hovedstaden med en 3-0-sejr over FC Nordsjælland.

De to hold
Vi skiftede en enkelt i forholdt til Randers-kampen, Thomas Delaney startede i stedet for Lukas Lerager:

Ramaj - Huescas, Gabriel (45+2.: Diks), Hatzidiakos, Lopez – Larsson (77.: Falk), Froholdt, Delaney (anf.) (46.: Lerager), Achouri (77.: Mattsson) – Cornelius (39.: Claesson), Elyounoussi

FC Nordsjælland startede med Juhi Lähteenmäki for karantæneramte Peter Ankersen og Zidan Sertdemir for Mark Brink:

Hansen – Markmann (72.: Walker), Salquist, Høgsberg, Lähteenmäki (46.: Acquah) – Nygren (anf.), Sertdemir (46.: Janssen), Yirenkyi (89.: Berthelsen) – Egeli, Nene (60.: Wikheim), Dorgeles

View over Parken
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Fantastisk kulisse
Opskriften var klar og havde været det længe: vi skulle vinde for at holde FC Midtjylland bag os! Andre resultater kunne have været nok, men da dagen var omme, var sejren præcis så nødvendig som forventet – men heldigvis ikke så svær som frygtet, selv om den bød på udfordringer undervejs.

Trods silende søndagsregn troppede 35.972 op i Parken og skabte en fantastisk kulisse om kampen, hvor der traditionen tro var afsked med spillere – Boilesen og Diks – og Fanklubben kårede ikke overraskende Victor Froholdt til Årets Spiller.

Drømmestart!
Det unge stjerneskud spillede også en fantastisk kamp i dag og lagde efter halvandet minut op til den tidlige scoring, som alle havde drømt om, men de færreste turdet håbe på:

Cornelius opfangede en fejlaflevering fra Juha Lähteenmäki og spillede Froholdt uden for feltet. Han lagde bolden på tværs til Achouri, der tog et træk og sendte et fladt, skruende skud i kassen uden for Andreas Hansens rækkevidde.
Der var spillet ét minut og 38 sekunder, og Parken eksploderede i begejstring!

Jubel efter scoring
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


De næste ti minutter lagde vi også nede på banen et enormt tryk på gæsterne med masser af energi, gode ideer, kvikke kombinationer, rigtige løb – og da Huescas for tredje gang på ti minutter var med helt fremme i skudlinjen, nåede en forsvarer i sidste øjeblik at genere ham, da han tæt under mål var ved at score på et Delaney-indlæg.

Nordsjælland var ikke blæst helt bagud
Da vores første voldsomme tryk var stilnet lidt af, og Ramaj havde rørt bolden for første gang i 8. minut, så var nordsjællænderne ikke mere rystede, end at Benjamin Nygren var ved at komme til en stor skudchance i feltet i 11. minut, inden Hatzidiakos kastede sig ned og afværgede.

Det 13. minut bød kun på få badebolde rundt om på tribunerne, og ingen røg ind på banen, så tak for at følge opfordringen til ikke at afbryde spillet i denne altafgørende og stadig sindssygt spændende kamp, for efter et kvarters spil var der igen Farum-fare på færde.

Sindre Egeli trak sig fri uden for feltet og fra præcis samme position som Achouri, da han scorede i den anden ende, afsluttede nordmanden for tæt på Ramaj, der parerede skuddet.

FCK-dominans frem mod den halve time
Vi svarede hurtigt igen med en formidabel Froholdt-aktion, da han opfangede en løs bold midt på deres halvdel og energisk løb fra tre-fire modstandere og afsluttede fra spids vinkel, men Andreas Hansen forhindrede en kandidat til årets solopræstation med en flot redning til hjørne.

Victor Froholdt
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Elyounoussi løb frem og snittede hjørnet ud i feltet til Jordan Larsson, der skød på mål i det tætpakkede felt, hvor bolden kunne have studset hvorhen det skulle være - men Benjamin Nygren rettede det af til nyt hjørne.

Jo, det var hektisk og intenst, og vi havde igen godt greb om spillet og dominerede kraftigt frem mod den halve time med flere gode opspil, hvor der kun manglede det der ”sidste” i at komme afgørende fri til skud.

Mohamed Elyounoussi
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


FCN mere på bolden igen
Men vi vidste også, at man ikke kan holde Nordsjælland fra bolden i lang tid ad gangen, og omkring den halve time fik de igen et spilovertag, som var ganske markant i 5-7 minutter. 

Og bedst som meldingen indløb om, at Randers var kommet på 1-1 i Herning, så var det lidt nervøst i vores felt, da først Sertdemir og Nene forsøgte sig, og Dorgeles siden trykkede af to gange, men hver gang kastede vi os ned og blokerede.

De var ikke tæt på, men truslen om udligning var pludselig til at tage og føle på – og som resten af halvlegen udviklede sig, gik vi af flere årsager til pause med en ubehagelig følelse i kroppen.

Thomas Delaney
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Ubehagelig afslutning på halvlegen
Først satte Delaney sig i græsset og lignede en, der ikke kunne fortsætte – hvilket han dog gjorde halvlegen ud.

Dernæst brændte vi en kæmpe chance! Froholdt læste spillet fornemt på midten og opsnappede en fremlægning fra Salquist, drev bolden ned i feltet og spillede på tværs, hvor Elyounoussi lod den passere, og i helt fri position sparkede Cornelius lige på keeperen – og fik i samme sekvens en baglårsskade, der tvang ham ud til fordel for Viktor Claesson.

På det efterfølgende hjørne var Huescas uheldig, at en hård, flad afslutning ramte Lähteenmäki og gik til hjørne – og så gik det helt galt. Gabriel og Lucas Høgsberg knaldede hovederne sammen så højt, at det kunne høres langt op på Familietribunen, og begge gik i græsset – og spillernes reaktioner var ikke til at tage fejl af. Det her var alvorligt, for Gabriel var bevidstløs, inden han ramte græsset.

Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Heldigvis stod det ret hurtigt klart, at begge var ved bevidsthed, og Høgsberg kunne selv rejse sig og spille videre, men Gabriel blev båret ud med hjernerystelse og kørt til kontrol på Rigshospitalet, hvorfra han heldigvis kunne udskrives senere på aftenen.

Det var grimt og ubehageligt, og det var svært lige at koncentrere sig om en fodboldkamp, hvor der manglede seks minutters tillægstid inden pausen.

Kevin Diks, med igen for første gang efter sin halvanden måneder lange skadepause, kom ind for Gabriel – og som om vi ikke havde bekymringer nok, så skruede Dorgeles et giftigt skud tæt forbi mål i allersidste sekunder inden pausen.

Ny drømmestart i 2. halvleg
Efter pausen foretog vi vores tredje udskiftning, da Lerager afløste Delaney, og gæsterne sendte også Justin Janssen og Stephen Acquah ind for Sertdemir og Lähteenmäki.

Heldigvis varede det under to et halvt minut, før de lidt bekymrede miner fra pausen blev blæst væk af endnu en tidlig scoring!

Marcos Lopez slog en bold op i venstre side til Achouri, og da Noah Markmann var trukket frem, havde tuneseren plads til at trække lidt med bolden og spille en genial aflevering mellem Salquist og Høgsberg, da Jordan Larsson løb fri i feltet og nok engang brillerede med sin træfsikkerhed, da han med største selvfølgelighed sparkede bolden højt op i nettaget til 2-0!

Jordan Larsson
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Intet afgjort endnu
Her bagefter kan vi kækt sige, at det afgjorde kampen, men det gjorde det jo ikke i situationen. En nordsjællandsk reducering kunne godt have givet et andet kampbillede, men vi tillod det simpelthen ikke.

Vi lignede på ingen måde et hold, der havde tænkt os at give mere væk, end vi allerede havde gjort – og hvor de i 1. halvleg havde to afslutninger på mål, så havde de kun én i hele 2. halvleg.

Viktor Claesson
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Vi trak tempoet ud af kampen og kontrollerede spillede klogt og erfarent – og samtidig var det os, der kom til de bedste muligheder for flere mål.

Som i 54. minut, hvor Froholdt igen opsnappede en aflevering på midten og satte et angreb op, som Achouri afsluttede lige uden for feltet med en skævert langt forbi.

Diks-straffe lukkede kampen
Og fire minutter efter faldt den definitive afgørelse. Jordan Larsson chippede Froholdt til baglinjen i højre side, og han trak ind foran Høgsberg, der hægtede ham bagfra i feltet, og Michael Tykgaard pegede straks på 11 meter-pletten – og vi pegede på Kevin Diks og på måltavlen, for selvfølgelig skulle han afslutte sin fornemme FCK-karriere med at score på endnu et straffespark.

Hansen gik ellers til den rigtige side, men nåede ikke ud til det hårde, flade og velplacerede skud, som gjorde den sidste halve time til en ren paradeforestilling.

Kevin Diks
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Først fik vi dog et smukt, minutlangt bifald fra tribunerne til minde om nyligt afdøde kollega Mads Nielsen, der sidste år gik på pension efter mere end 30 år i klubbens økonomiafdeling og som kasserer i Fanklubben. Æret være hans minde.

”Hovedstaden, de danske mestre"
Siden tog fansene igen fat på hele det dejlige bagkatalog af FCK-sange, hvor vi især havde glædet os til et genhør med guldpladerne ”F.C. København de vinder guld igen” og ”Hovedstaden, de danske mestre, vi er F.C. København”!

I de sidste 15-20 minutter kunne vi med lidt held og koncentration have udbygget føringen, for der var stadig mange fine angreb. 

Elyounoussi havde et godt forsøg fra kanten af feltet, der manglede lidt saft og kraft til at overrumple Andreas Hansen, og Claesson forsøgte sig med et optimistisk lob fra kanten af feltet, da Lopez fandt ham med en flot fremlægning, men bolden endte i nettaget.

Marcos Lopez
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Med et kvarter igen kom Falk og Mattsson ind for Jordan og Achouri, og mod slutningen havde gæsterne et par afslutninger, som dog ikke voldte Ramaj de store problemer. Dermed sikrede han og forsvaret vores 11. clean sheet i sæsonen, hvor vi har lukket færrest mål ind af alle.

Det var der ikke meget, der tydede på i det urolige efterår, men lad os ikke tage den store sæsonevaluering her – blot konstatere, at vi gjorde arbejdet færdigt på overbevisende facon og tog den nødvendige sejr, der gør F.C. København historisk: 16 danske mesterskaber – og så på bare 33 sæsoner!

Guldfejring i Parken
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Matchfacts
Søndag den 25. maj 2025, kl. 17.00 i Parken. 3F Superliga, 32. spillerunde
F.C. KØBENHAVN-FC NORDSJÆLLAND 3-0 (1-0)
2.: 1-0 Elias Achouri
48.: 2-0 Jordan Larsson
59.: 3-0 Kevin Diks, str.
35.972 tilskuere. Dommer: Michael Tykgaard
Advarsler: 49.: Jordan Larsson, 58.: Lucas Høgsberg

Start-11: Ramaj - Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez - Larsson, Froholdt, Delaney (anf.), Achouri - Cornelius, Elyounoussi

Slut-11: Ramaj - Huescas, Diks, Hatzidiakos, Lopez - Froholdt, Falk, Lerager, Elyounoussi – Mattsson, Claesson (anf.)