Pokal 1/8-finale i Haderslev
En udekamp mod Sønderjyske er næste skridt på vejen mod vores 14. pokalfinale, og foreløbig gælder det en 1/8-finale med kickoff onsdag kl. 20.00 i Haderslev.
Flot pokalhistorik i nyere tid
De seneste fem sæsoner har ingen været oftere i pokalfinalen end Sønderjyske!
De har, ligesom AaB, været i to finaler: I 2019/20 slog de netop AaB med 2-0 på Blue Water Arena i Esbjerg, og i 2020/21 tabte de 0-4 til Randers FC på Ceres Park i Aarhus.
Uheldigvis for sønderjyderne var begge kampe under Covid-restriktioner, så der var begrænsede tilskuertal, men triumfen i 2020 kan ingen tage fra dem.
I 2021/22 nåede Sønderjyske semifinalerne, men tabte 0-3 og 1-2 til OB, og i 2022/23 nåede de kvartfinalerne og tabte 2-3 og 0-2 til Silkeborg. Sidste sæson røg de dog allerede i 2. runde, da de hjemme tabte 0-1 til Vejle.
Denne sæson har Sønderjyske nået 4. runde efter 7-0 ude over Solrød FC og 3-2 ude over Ishøj FC.
Sønderjyske i Superligaen
Vi besøgte også Sydbank Park i august og vandt 2-0 på et mål af Orri Óskarsson efter et kvarters tid, og efter flere skud på træværket samt annullerede mål, så øgede Mohamed Elyounoussi til 2-0 i 86. minut.
På det tidspunkt havde Sønderjyske endnu ikke vundet i Superligaen, men kom siden efter det med sejre over Randers og Vejle, og for et par uger siden hentede de den tredje sejr, da de slog FC Midtjylland 3-2.
Senest tabte de 2-4 i Viborg, hvilket dog ikke helt afspejler spil og chancer, hvor sønderjyderne var godt med i kampen.
Men de har tabt 8 af 13 Superligakampe og lukket 30 mål ind, hvilket kun “overgås” af Vejles ene sejr og 31 mål lukket ind. Det rækker kun til en 10. plads for oprykkerne, der kun har to point ned til Lyngby under stregen.
Det kan de være ligeglade med onsdag aften, for her er det knald eller fald om en plads i de to kvartfinaler i december, som der trækkes lod til torsdag aften - med enten Sønderjyske eller F.C. København i skålen.
Indbyrdes statistik
Vi har kun tabt tre ud af 29 besøg i Haderslev, men to af nederlagene var pokalkampe.
Senest vandt vi 3-0 den 1. november 2012 med 3-0 (Amankwaa, Santin og Cornelius), og da vi samme forår tabte 3-4 (N'Doye 2 og Santin), gjorde det heldigvis ikke så meget, for det var en semifinale-returkamp, hvor vi havde vundet 1-0 hjemme (Abdellaoue), og dengang talte udebanemål dobbelt.
Men for næsten præcis 15 år siden, den 29. oktober 2009, fik vi en snitter på 0-5, efter at holdet faldt fuldstændig sammen efter en halv times spil og lukkede tre mål ind på 12 minutter! Heldigvis kun overværet af 1.051 tilskuere, hvilket er det laveste, vi har haft dernede (bortset fra under Covid-19).