Killer Kebab rykker ind i Parken

Byens bedste kebab lander i Parken

Fremover kan du få Københavns bedste kebab, når du går til fodbold i Parken.

Et nyt samarbejde med Killer Kebab, der i april 2022 blevet kåret til byens bedste, går i luften på Nedre Sektion 12 til forårets første hjemmekamp mod AaB.

Oplevelsen i Parken skal være endnu bedre. Det gælder i høj grad også for madoplevelsen, hvor vi som et led i vores ”Vi er København” strategi, ønsker at tilbyde det bedste, som byen har at byde på til vores gæster herinde. Nu også i form af byens bedste kebab:

”Vi er meget glade for at byde velkommen til Killer Kebab, der er kåret til Københavns bedste kebab," siger Jacob Lauesen, direktør i F.C. København og Parken.

"Det vidner om kvalitet, og det er endnu et led i vores arbejde med at opbygge en differentieret oplevelse i Parken, hvor man i langt højere grad kan spise og drikke det bedste, København har at byde på."

"Vi har gjort det med stor succes med blandt andre Gasolin Grill, og nu ser vi frem til at gøre det samme med Killer Kebab.”

Killer Kebab, der allerede har to travle restauranter i København, bliver tilgængeligt på Nedre Sektion 12, hvor de vil rulle deres surdejs-kebab i en bod under tribunen:

”Fodbold og kebab er jo allerede en 'Killer Kombo', og derfor er vi også superglade og ikke mindst virkelig stolte over at få muligheden for at hjælpe Parken med at gøre de mange store sport- og musikoplevelser i Parken endnu bedre!” siger Adam fra Killer Kebab.

Vi glæder os til at byde jer velkomne tilbage i Parken den 26. februar, hvor der er kamp mod AaB – og altså premiere for Killer Kebab.

>> Du kan læse mere om Killer Kebab her