Kamil Grabara

Grabara før FCM: Vi har noget at bevise

Søndag kl. 18.00 fløjtes topkampen mod FC Midtjylland i gang i Parken foran masser af mennesker. Og løverne går på banen for at udbygge forspringet i tabellen - og for at få revanche fra efterårets opgør samme sted.

"Vi har noget at bevise fra den første kamp i sæsonen mod dem i Parken, hvor de vandt 1-0, selvom de var 10 mand mod 11 i store dele af kampen. Vi skal hæve vores niveau på søndag i forhold til hjemmekampen i efteråret - men det er jeg også overbevist om, at vi gør," siger Kamil Grabara.

Forbedret forsvar og bænk
Der er sket meget siden kampen i Parken i september, hvor hele 34.378 tilskuere så gæsterne vinde 1-0 på Junior Brumados mål.

"Vi er blevet meget bedre bedre siden da, og de nye spillere har virkelig gjort en forskel. Udover vores gode defensiv, så er vores bænk blevet en stor styrke for os, som man også har set i kampene her i foråret. Og for en måned siden vandt vi jo i Herning for første gang i lang tid, så vi har masser af tro på egne evner," siger Grabara, der er noteret for hele 13 clean sheets i 23 Superliga-kampe i sæsonen.

"Vi har stået utrolig stærkt i defensiven, så jeg ikke har haft så meget at lave i målet. Og det har vi gjort, selvom vi har været udfordret lidt mandskabsmæssigt på det seneste. Boilesen og Denis (Vavro, red.) har gjort det rigtig godt sammen, og David (Khocholava, red.) kom ind i Aalborg og var bomstærk. Og Kevin (Diks, red.) har på det seneste spillet i venstre side, selvom han er højrebenet - og alligevel gjort det flot. Så vi ser solide ud uanset hvem, der spiller," lyder det fra den 23-årige polske landsholdsmålmand.

Sejr i sigte
Søndag venter endnu en flot kulisse foran fyldte tribuner i København. Og han vil give fansene, hvad de forventer.

"Det bliver vildt, og vi skal udnytte den store opbakning. Alle kommer for at se os vinde, og vi skal ud og tage de tre point - både for fansenes og for vores egen skyld. Det føler vi også, at vi kan igen - men det behøver ikke være i sidste minut som i Herning i marts," slutter Grabara med et smil.

Kampen mod Midtjylland spilles som nævnt kl. 18.00 - og der er stadig pladser på A-tribunen for bare 125,- for voksne.

>> Køb billet til kampen her