Flag-tifo på Familietribunen

Familietribunen bliver nummereret – og fyldt mod FCN

Familietribunen bliver en nummereret tribune, når vi afslutter denne sæsons grundspil i 3F Superliga hjemme mod FC Nordsjælland i Parken d. 20. marts kl. 14.30.

Efter dens pladser i en årrække har været unummererede, kan man ikke længere vælge, men skal benytte det sæde, man har billet til.

Stigende efterspørgsel
Baggrunden er, at vi har et stigende antal abonnenter på tribunen, og at vi også oplever en stigende efterspørgsel, der gør, at vi gerne vil kunne udnytte kapaciteten fuldt ud.

”Det er en positiv nyhed, at vi nu foretager det her skifte, for det skyldes, at vi har flere og flere unge F.C. Københavnere, der sammen med deres familier ønsker at være en fast del af Parken til vores kampe. Derfor skal alle pladser udnyttes, og det sikrer vi bedst ved at nummerere dem,” fortæller Jacob Lauesen.

Mange til Blue & White Banner Day
Den første kamp med nummererede sæder bliver som nævnt mod FC Nordsjælland, hvor vi forventer at få brug for alle sæder. Det er nemlig vores traditionsrige Blue & White Banner Day, hvor vi inviterer vores samarbejdsklubber i Parken, og en del af dem får plads på Familietribunen.

”Vi forventer rigtigt mange til den kamp, og det er en mærkedag for os, fordi vi har dedikeret den til vores mere end 50 samarbejdsklubber, der er med til at give tusindvis af børn og voksne gode oplevelser med fodbold i hverdagen," siger Jacob Lauesen.

"Det er et klubsamarbejde, vi alle er meget stolte af, og vi glæder os til at se en masse glade børn i Parken”.

>> Læs mere om Blue & White Banner Day

Da vi forventer en meget stor interesse for kampen, anbefaler vi, at du er ude i god tid, hvis du ønsker en plads på Familietribunen, som med meget stor sandsynlighed bliver udsolgt til kampen mod FC Nordsjælland.

Her kan du sikre dig en fast plads på Familietribunen, som også kommer i brug til det næste Derby, idet der ikke er udebanefans.

>> Find din plads på billet.fck.dk