F.C. Københavns hidtil yngste startopstilling

Fornem afslutning på året: 2-0 over Slovan

Vi sendte den yngste startopstilling på banen i klubbens historie med 21 år og 348 dage, og det unge hold leverede i den grad varen i årets sidste kamp.

Med en super flot indsats, der i perioder havde karakter af ren opvisning, sørgede Jonas Wind og Rasmus Højlund for målene i 2-0-sejren, som let kunne være blevet meget større.

Vi styrede 1. halvleg fra start til slut, og Slovan Bratislava havde kun et enkelt forsøg mod mål, som Kamil Grabara tog sig. 

Den flotte 1-0 scoring kom efter suverænt forarbejde af Hákon Haraldsson, som driblede forbi et par Slovan-forsvarere og lagde bolden til rette for topscorer Jonas Wind, som sikkert sparkede den i kassen fra kanten af feltet. 

Vores sprudlende spil og massive dominans fortsatte efter pausen, hvor også Rasmus Højlund kom på måltavlen efter et af mange smukke opspil. Jonas Wind generobrede en bold og slog selv indlæg til bageste stolpe, hvor Haraldsson headede bolden på tværs til Højlund, som headede den ind fra nært hold.

Siden fik Bryan Oviedo sine første minutter i efteråret, Mattias Jakobsen fik debut i centerforsvaret, da han kom ind sammen med Daniel Haarbo, og også Kamil Wilczek fik comeback efter et længere fravær.

Mod slutningen kom Slovan til lidt mere, men aldrig noget der var i nærheden af at true vores velfortjente sejr.

En dejlig og overbevisende måde at slutte året på, og så i en kamp hvor modstanderen havde alt at spille for, mens vi i forvejen var sikre på førstepladsen. Kæmpe cadeau til holdet og alle omkring dem for den præstation.