Rasmus Højlund og Ísak Bergmann Jóhannesson

Kampreferat: Solid sejr sender os videre fra en sikker førsteplads

De to hold
I forhold til AGF-kampen i søndags var Khocholava tilbage i forsvaret, og Jóhannesson og Haraldsson startede i stedet for Bardghji (der ikke var spilleberettiget i aften) og Wind. Det betød, at 100-kamps jubilaren Pep Biel lå helt fremme og Haraldsson bagved som 10’er.

Lincoln havde skiftet tre mand fra da vi mødte dem i Parken, og bl.a. stod Coleing i stedet for Soler.

De første fire minutter var Lincoln fint med i kampen, men i det femte minut kreerede de gode islandske venner, Hákon og Ísak, et mål på vores første angreb, men med lidt hjælp fra keeper Coleing, der sendte bolden lige ud i fødderne på ísak, efter at Hákon havde forsøgt sig.

Jubel efter scoring


2-0 efter syv minutter
Bare to minutter udnyttede Lerager, at der hverken var fly eller forsvarere i luftrummet og headede Pep Biels hjørnespark ind til 2-0. Kort efter flænsede et passagerfly dog nattehimlen på landingsbanen bag Grabaras mål og overdøvede næsten – men kun næsten – de 4-500 FCK-fans, der dominerede endnu mere på tribunerne, end spillerne gjorde på banen.

Og det siger ikke så lidt, for vi sad fuldstændig på kampen og kunne med lidt mere præcision let have ført med tre-fire mål efter tyve minutter.

FCK-fans på Gibraltar


Chancer til meget mere
Efter ti minutter afsluttede Ísak et kvikt opspil gennem midteraksen med en hælaflevering til Stage, som bankede bolden lige over mål fra kanten af feltet. To minutter efter fandt Bøving Pep Biel lige uden for feltet, men han skød også lige over.

Efter et kvarter var det igen tæt på, da først Stage og Ísak forsøgte sig, og efter tyve minutter var det Boilesens tur, men en god skudmulighed i feltet blev blokeret.

Jens Stage


Overdreven banevanding...
Samtidig begyndte det så småt at regne, hvilket egentlig også var, hvad vi havde ønsket, for at kunstgræsset blev hurtigere at spille på – men vi glemte bare at ønske os en vandhane, man kunne slukke igen, for som kampen skred frem, slog det efterhånden over i styrtregn. Og der var desværre ingen overdækning på den langside, hvor vores fans og sponsorer holdt til…

Hen mod midten af halvlegen gik vi lidt ned i tempo, og Lincolns Carralaro fik også slettet deres nul i skudstatistikken med et skud over mål. Men Grabara nåede vist aldrig at have en redning i hele kampen.

Fem minutter før pausen havde Pep Biel et udmærket hovedstød på et Victor Kristiansen-indlæg, men Coleing var ude i fuld længde og afværge. I tillægstiden fik Lincoln deres første egentlige chance, men Khocholava nåede ned i en glidende tackling og tackle, inden Kyle Walker fik sat Grabara på arbejde.

Pep Biel


Efter en pause, hvor fansene blandt andet sang med på det gamle Creedence Clearwater Revival-hit, "Have you ever seen the rain", så gik der kun to minutter af 2. halvleg, før Haraldsson fik en fin skudmulighed uden for feltet, men hans afslutning blev rettet af til hjørne.

3-0 er jo altid lidt mere komfortabelt end 2-0, hvor modstanderen bare skal score en enkelt gang for at komme tæt på, men vi måtte vente til det 63. minut.

To fine Isak-assister til Bøving og Højlund
Da slap Ísak fri i højre side og forsøgte at lobbe bolden over Coleing, som dog fik handskerne på, men Ísak fik fat i returbolden og spillede den præcist på tværs til Bøving, der tæt under mål hamrede den op i nettaget.

Ísak Bergmann Jóhannesson og William Bøving


Da stod Elias Jelert og Rasmus Højlund allerede klar til at afløse Ankersen og Lerager, og det betød, at Pep Biel gik ned som 6’er, mens Højlund gik op foran – og Elias indtog sin favoritposition som højre back.

Knap ti minutter senere kom Daniel Haarbo også ind til sin debut, da han afløste Bøving, og Pierre Bengtsson afløste Victor. Pep Biel gik igen helt frem, mens Isak og Højlund lå på kanterne med Stage og Haarbo som 6’ere.

Daniel Haarbo


Rasmus Højlund skulle kun bruge to minutter på banen, før han øgede til 4-0, og igen var det den veloplagte Ísak, der lagde en præcis assist fra højre side.

Rasmus Højlund


Tæt på 5-0
Marios Oikonomou fik det sidste kvarter i stedet for Boilesen, og kun få centimeter forhindrede Pep Biel i at øge til 5-0, men hans afslutning prellede af på stolpen.

Den silende regn slog nu over i decideret styrtregn, mens opmærksomheden nu samlede sig om den anden kamp i gruppen, hvor det stadig stod uafgjort mellem Slovan og PAOK. Og kort efter at vores kamp var slut, og spillerne gik over og takkede de dyngvåde fans, så indløb slutresultatet 0-0 i Bratislava, der sikrer os førstepladsen i gruppen, uanset hvordan det går i vores sidste hjemmekamp mod Slovan.

Det betyder dels, at vi er klar til 1/8-finalerne i stedet for først at spille 1/16-finale mod en treer fra Europa League-gruppern – og dels, at vi ikke har det samme pres på os, når vi slutter året af mod Slovan den 9. december i Parken. Men en sejr skal vi da have – altid!

Spillerne takker fansene efter kampen