William Bøving

Sidste nyt før FCK-PAOK FC

PAOK i Parken
Mens vi trænede på Nummer 10 i går formiddags, trænede PAOK FC i går aftes i Parken. Taget var kørt på, som det oftest er når regnen siler ned over Hovedstaden, men det bliver kørt af i morgen eftermiddag, så vi spiller kampen under åben himmel.

PAOK har ikke den slovenske landsholdsspiller Jasmin Kurtic med i København. Han var heller ikke med i søndags, og det var den brasilianske venstre back, Sidcley, heller ikke, men han er med i truppen i dag.

Træner Razvan Mircescu holder, ligesom Thorup, kortene tæt til kroppen, og bedyrede på aftenens pressemøde, at han endnu ikke tænker på søndagens vigtige topkamp mod Olympiakos.

PAOK i Parken
PAOK i Parken til onsdagens træning. Foto: @PAOK_FC på Twitter


Daniel Haarbo i truppen
18-årige Daniel Haarbo er for første gang udtaget til truppen til en officiel førsteholdskamp, men han er et velkendt ansigt for dem, der følger vores reserver og U19-holdet.

I dette succesfulde efterår, hvor U19 har taget syv sejre i syv kampe, er han startet inde hver gang og har endda scoret seks mål (som midtbanespiller), hvilket i hele U19-ligaen kun overgås af Orri Óskarsson. Daniel er desuden fast med på U19-landsholdet.

Hans fulde navne er Daniel Bisgaard Haarbo, og som man kan se af mellemnavnet, er der fodbold i familien - hans onkel er Morten Bisgaard, der spillede hos os fra 2001-04.

Daniel har i aften rygnummer 39, som han også havde, da han var med på sommerens træningslejr i Østrig.

Daniel Haarbo
Daniel Haarbo i reserveligakampen mod Brøndby i september. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Europæiske stimer
Med en sejr i aften sætter vi ny klubrekord med fem europæiske hjemmesejre i træk.

I dette efterår har vi vundet fire i træk:

  • 22.07.21 h 4-1 Torpedo BelAz-Zhodino
  • 12.08.21 h 4-2 Lokomotiv Plovdiv
  • 26.08.21 h 5-0 Sivasspor
  • 30.09.21 h 3-1 Lincoln Red Imps

 Kun to gange før har vi vundet fire i træk, og begge gange involverede det pudsigt nok en 6-0-sejr og en 1-0-sejr over APOEL:

  • 15.07.09 h 6-0 Mogren (CL-kval.)
  • 29.07.09 h 3-1 Stabæk (CL-kval.)
  • 18.08.09 h 1-0 APOEL FC (CL-playoff)
  • 01.10.09 h 1-0 Sparta Prag (EL-gruppespil)
  • 19.07.16 h 6-0 Crusaders (CL-kval.)
  • 03.08.16 h 3-0 Astra Giurgiu (CL-kval.)
  • 16.08.16 h 1-0 APOEL FC (CL-playoff)
  • 27.09.16 h 4-0 Club Brugge (CL-gruppespil)

I år har vi scoret 16 mål i de fire hjemmekampe, og vores hidtil højeste er 14 mål i fire europæiske hjemmekampe i træk. Det opnåede vi i 2016 (jf. ovenfor) samt i efteråret 1997 og efteråret 1998 (97: 3-0 Ararat Yerevan, 1-1 Real Betis, 98: 6-0 Qarabag, 4-1 Levski Sofia).
 

N'Doye fyrer af i hjemmekampen mod Sparta Prag i 2009.


Slovan-Lincoln
I den anden kamp i vores gruppe tager Slovan Bratislava imod Lincoln Red Imps med kickoff kl. 21. I næste runde af gruppespillet om 14 dage uger, bytter holdene - vi skal til Thessaloniki, og Slovan skal til Gibraltar.

>> Billetsalg til PAOK AWAY
 

(Artiklen fortsætter under billedet)

unibet ANNONCE | 18+ | STOPSPILLET.DK | SELVUDLUK VIA ROFUS.NU | SPIL ANSVARLIGT


Belgiske dommere
Dommer: Erik Lambrechts
Linjedommere: Rien Vanyzere og Jo de Weirdt
Fjerdedommer: Nathan Verboomen

Der er ikke VAR i Conference League.

37-årige Lambrechts dommer-debuterede på højeste niveau i Belgien i 2012 og har været FIFA dommer siden 2014. I 2019 blev han kåret til årets dommer i Belgien.

Han har dømt indledende kval.kampe til Champions League og Europa League og fik sin første gruppekamp i september, da han dømte Qarabag-FC Basel i Conference League. Han har også dømt et par A-landskampe, senest Holland-Georgien i juni.

Syv gange før har vi haft belgiske dommere, senest mod Sivasspor

  • Lawrence Visser, FCK-Sivasspor i august 2021.
  • Bart Vertenten, CSKA Sofia-FCK i august 2018.
  • Jonathan Lardot, FCK-MSK Zilina i juli 2017.
  • Serge Gumienny, FCK-FC Moskva i oktober 2008.
  • Johan Verbist, FCK-Lillestrøm august 2008.
  • Frank de Bleeckere, Torpedo Kutaisi-FCK i juli 2001.
  • Guy Goethals, FCK-AC Milan i oktober 1993.

Kort, karantæner og skader
Ingen af holdene har karantæner.

Zeca, Stage og Diks fik advarsler i vores første to gruppekampe. Der skal tre advarsler til at udløse en spilledags karantæne, medmindre to af dem falder i samme kamp og medfører udvisning.

På skadelisten har vi Carlos Zeca, Rasmus Falk, Kamil Wilczek og Jens Stage.

PAOKs skadeliste omfatter Rodrigo Soares, Sverrir Ingi Ingason, José Angel Crespo, Nelson Oliveira og Jasmin Kurtic, og desuden er Marios Tsaousis og Theocharis Tsingaras ude med Covid-19 karantæne.

TV
Hvis du ikke er på tribunerne i Parken, kan du se kampen på TV2 Sport X og TV2 Play med pakken Favorit + Sport.