William Bøving

Bøving: Gode relationer og stærkt fundament betyder meget

En del af truppen har været spredt for alle vinde de seneste uger, men er nu i gang med forberedelserne til søndagens udekamp mod SønderjyskE.

William Bøving giver sit bud på, hvordan vi hurtigt finder rytmen igen:

"Vi havde allerede skabt gode relationer inden landskamppausen, hvor vi har spillet mange kampe med næsten samme hold, så vi kender hinanden forholdsvis godt. Så selv om mange har været væk, kan vi bygge videre på de relationer, vi allerede har bygget op."

"For mit eget vedkommende er det jo fint, at jeg har spillet så meget på det seneste, for det har hjulpet mig meget til at opbygge nogle gode relationer, som jeg nok ikke ville have fået, hvis jeg ikke havde fået så meget spilletid."

"Vi har jo også prøvet før at stå efter en landskamppause og skulle i gang igen. Vi trænede i går, og vi træner igen i dag og i morgen og har taktikmøder og så videre, så vi skal nok være godt forberedt til på søndag."

"Vi har vidst siden vores sidste kamp, at vi desværre nu også må undvære Zeca, så det forbereder vi os selvfølgelig også på. Men så må andre tage over efter ham og udfylde den rolle, som han har haft."

>> Fik du set FCK TV's miniportræt af Bøving?

"SønderjyskE er helt sikkert et hold, vi ikke skal undervurdere, og vi ved, at det godt kan blive en svær kamp. Men hvis vi skal bevare chancen for at blive mestre, så er det sådan nogle kampe, vi skal vinde. Derfor skal vi sætte os på kampen fra starten og dominere spillet."

"Men vi har fået et godt fundament, som vi har knoklet hårdt for. Det giver jo selvtillid at komme med fem udesejre i træk i Superligaen og stærke præstationer på udebane i Europa, men derfor skal vi stadig være 100 % klar fra start hver gang, for det kommer ikke af sig selv."

"Men vi er FCK og skal vinde så mange kampe som overhovedet muligt, og det går vi også ud og kæmper for på søndag," lyder det fra William Bøving.

>> Torsdag går det løs mod PAOK i Parken - find din plads her

Bøving denne sæson

13 kampe - heraf 10 fra start

3 mål - et i 3F Superliga og 2 i Conference League

Debut på U21-landsholdet - og p.t. 4 kampe og 1 mål i efteråret