Jens Stage

Bittert pointtab i sidste sekund

De to hold gik til pause uden scoringer efter en første halvleg, hvor vi havde bolden mest og også skabte et par udmærkede chancer, men generelt kom til for lidt i forhold til vores spilovertag.

Viborgenserne stod for det meste lavt og kompakt og forsvarede sig effektivt, men forsøgte sig også frem ad banen, når chancerne bød sig, men på deres to største chancer, blev de vinket offside.

2. halvleg blev en tålmodighedstest, hvor vi var på bolden næsten hele tiden og kom til flere udmærkede muligheder, inden der gik hul på bylden godt et kvarter før tid. Pep Biel sendte indskiftede Ísak Jóhannesson afsted i venstre side, og på hans fine indlæg firsttimede Jens Stage bolden fladt forbi keeperen.

Desværre måtte Carlos Zeca kort efter bæres fra banen efter et vrid i knæet, men da var han allerede langt foran i afstemningen om at blive Carlsbergs Man of the Match. Det er dog en ringe trøst, hvis det viser sig at være alvorligt, men det må tiden vise.

Vi kom under tungt pres i slutningen, men det lignede længe at vi holdt stand, indtil allersidste sekund, hvor Stage uheldigvis lavede selvmål.