Jubel efter scoring

U19 tog fjerde sejr på stribe i dagens Derby

Efter tre store og relativt komfortable sejre mødte vores U19-hold stærkere modstand i dag, da Brøndby gæstede KB's bane 1.

Begge hold havde maksimumpoint efter de første tre runder, men vores målscore var inden dagens Derby 20-4, var Brøndbys 7-3. Hidtil har vi tidligt ført 2-0 i alle kampe, men i dag var det sværere at få hul på bylden. Dels ydede Brøndby som sagt god modstand, og dels manglede der skarphed i vores forreste rækker, når chancerne bød sig.

Og det gjorde de, efterhånden som 1. halvleg skred frem, men først syv minutter før pausen lykkedes det Orri Óskarsson at passere Brøndby-keeperen i to forsøg. Det var den målfarlige islændings sjette mål i fire kampe.

Orri Óskarsson
Orri Óskarsson tæmmer bolden, inden han i to forsøg passerer BIF-keeperen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Brøndby kom bedst ud efter pausen, men uden at komme til det helt store, og efter en lille times tid fordoblede vi føringen.

Roony Bardghji strøg igennem i højre side og hamrede bolden flot op i det korte hjørne til sin tredje sæsonscoring.

Roony Bardghji
Roony Bardghji banker 2-0-målet ind efter en times spil. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Brøndby blev dog ved med at presse på for en reducering, men vi arbejdede godt og leverede et fint defensivt arbejde og holdt dem nede på få store chancer, og dem tog Johan Guadagno sig af i målet.

Johan Guadagno
Johan Guadagno var en sikker sidste skanse. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Et kvarter før tid blev Brøndby reduceret til ti mand, da indskiftede Opoku fik sit andet gule kort, og med lidt mere koncentration og præcision havde vi udbygget føringen, men alt i alt en velfortjent 2-0-sejr set over kampen som helhed.

På lørdag skal U19 en tur til Aalborg, og næste hjemmekamp er lørdag den 25. september, kl. 13 mod OB.

Matchfacts
FCK U19-BRØNDBY U19 2-0 (1-0)
38.: 1-0 Orri Óskarsson
57.: 2-0 Roony Bardghji

Johan Guadagno - Elias Jelert, Mattias Andersen, Valdemar Lund, William Kaastrup - Daniel Haarbo, William Clem, Hákon Arnar Haraldsson - Roony Bardghji, Orri Óskarsson, Fisnik Isaki

I 2. halvleg blev Emil Højlund og Jeppe Corfitzen indskiftet for Haarbo og Isaki.
 

Hákon Arnar Haraldsson
Hákon Arnar Haraldsson. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK