Karlo Bartolec

Kampreferat: Sejr og masser af godt spil i varmen

Victor Nelsson, Mikkel Kaufmann og Victor Kristiansen var med igen en kort sommerferie, men til gengæld må vi indtil videre undvære kaptajn Zeca, der er i isolation efter at være testet positiv for Covid-19. Desuden stod Wilczek over efter en mindre skade til træning, men polakken er snart klar igen.

Vi lagde ud med god energi og højt pres, og for at gøre en lang historie kort, så fortsatte det sådan i det meste af de 90 minutter.

Allerede efter få minutter tvang Peter Ankersen Lyngby-keeper Frederik Schram til en flyvende redning på et frispark, og Lerager trak et tidligt gult kort efter en duel, der også indikerede, at vi klar til at give den gas.

Efter et kvarters med flere gode tilløb til chancer, satte Pep Biel også Schram på arbejde med et langskud, og midt i halvlegen kom vi foran. Pep Biel skruede et hjørne ind tæt under mål, hvor Lerager i to forsøg sendte bolden over stregen fra nært hold.

Rasmus Højlund, Lukas Lerager og Marios Oikonomou


Kort forinden havde Lyngbys Lauge Sandgrav haft en udmærket skudchance uden for feltet, men generelt blev Sten Grytebust ikke sat på de store prøver.

Omkring den halve time stjal Falk bolden fra Pascal Gregor efter en upræcis tilbagelægning og alene med Schram lagde han uselvisk bolden til rette for Højlund, der bare skulle sætte indersiden på for at ekspedere bolden i tomt mål.

Rasmus Højlund og Rasmus Falk


Vores aggressive presspil fortsatte frem mod pausen, men gæsterne nåede også at få en god mulighed inden pausen, da Kasper Jørgensen bankede bolden over mål i god position. Minuttet efter måtte Schram hive en fornem redning frem for at forhindre Bartolec i at banke bolden i kassen med et hårdt, velplaceret hug, så det var en veltilfreds Thorup, der tog imod spillerne til de ca. ti minutters pausesnak.

Fire mand blev ude, Marios, Bartolec, Fischer og Højlund, og blev erstattet af Victor K, Lund, Bøving og Kaufmann.

Det slog ikke rytmen i stykker, og vi kværnede ufortrødent videre, og både Falk og Bøving fik skudchancer i feltet uden at kunne passere vores tidligere keeper, Frederik Ibsen, der nu vogtede Lyngbymålet.

Lyngby skiftede 8-9 mand i pausen og havde generelt meget svært ved at følge med i tempo og boldomgang, og efter en times tid skiftede vi også de sidste seks markspillere, så vi nu spillede med: Grytebust - Jelert, Jakobsen, Lund, Kristiansen - Haarbo, Stamenic, Haraldsson - Almosawe, Kaufmann, Bøving.

Mikkel Kaufmann


De unge faldt fint ind i det offensive presspil, og en Lyngbyforsvarer styrede et indlæg fra Ali Almosawe tæt forbi mål. Men bedst som vi sad og ventede på 3-0-målet slog Lyngbys Casper Dani Kaarsbo til i den anden ende. Lidt uden for feltet opfangede han et indlæg fra baglinjen og skruede bolden ned i det ene målhjørne til 2-1, mens Grytebusts udsyn så ud til at være dækket af et par forsvarere.

Vi svarede dog hurtigt igen, da Kaufmann med sin sædvanlige store arbejdsenergi tilkæmpede sig bolden i Lyngby-feltet, og Hákan Arnar Haraldsson spillede fint Bøving helt fri, så han let kunne øge til 3-1.

William Bøving


Daniel Haarbo nåede også at få en god skudchance kort før tid, men det blev ved de 3-1. Et mål fra eller tid betød heller ikke alverden, for der var rigtig meget at glæde sig over i vores spil i dag - selv om det var svære betingelser i den bagende varme. Men det bliver næppe køligere de næste uger, når turen går til Østrig!