Conference League-kval. med fans på tribunerne

I kraft af tredjepladsen i 3F Superliga indtræder vi næste sæson i 2. kvalifikationsrunde (Q2) til UEFA Conference League.

Max. 11.400 tilskuere
UEFA har besluttet, at tilskuerkapaciteten som udgangspunkt følger de nationale regler (dvs Superliga-modellen), dog med max. 30 % af stadionkapaciteten. Det betyder max. 11.400 tilskuere til vores europæiske aftener, hvilket er tæt på den tilladte kapacitet til vores tre seneste 3F Superliga-hjemmekampe i foråret.

Platinkort = Europa
Salget af sæsonkort og abonnementer til næste sæson er netop startet! Det gælder også gentegning af sæsonkort, hvor fristen er 11. juni, kl. 12.

Med Platinkort er alle europæiske kampe inkluderet, mens abonnenter og C-tribunekortholdere har forkøbsret til både europæiske billetpakker og de enkelte kampe.

>>> Find/gentegn din plads i Parken her!

Terminer
UEFA trækker lod til Q1 den 15. juni, og til Q2 den 16. juni.

Q1: 8. og 15. juli
Lodtrækning til Q3: 19. juli
Q2: 22. og 29. juli
Lodtrækning til playoff: 2. august
Q3: 5. og 12. august
Playoff: 19. og 26. august

Gruppespillet: 16.9, 30.9, 21.10, 4.11, 25.11 og 9.12.

Formatet
Som vi kender det fra kvalifikationen til Champions League og Europa League, er der også to adskilte spor i Conference League-kvalifikationen: et Champions Path for nationale mestre (der er elimineret i Champions League- eller Europa League-kvalifikationen) og et Main Path, hvor vi er med.

Holdene mødes ude og hjemme, og altså ikke som i 2020/21 i kun én kamp pr. runde.

Seedning
Vi er seedede hele vejen til og med playoff, hvis vi når så langt, men som vi også har set det i tidligere sæsoner, kan der være stor forskel på niveauet blandt de useedede hold.

Du kan fordybe dig i de mere detaljerede muligheder og scenarier her på Bert Kassies UEFA-sider, og vi kan også anbefale den grundige analyse og vurdering af klubbens muligheder, som Samuel Brask Marosi har lavet på sin twitterkonto, @samuel_brask.