Victor Kristiansen
Rasmus Højlund
Jens Stage og Valdemar Lund

FCK rykker tre talenter op på førsteholdet

Fra den kommende sæson vil 18-årige Victor Kristiansen og Rasmus Højlund samt 17-årige Valdemar Lund være en del af førsteholdstruppen i F.C. København.

Alle tre forlængede deres aftaler med klubben i december frem til udgangen af 2023 og nu tager de så næste skridt:

To af tre har allerede Superliga-erfaring
“Det er tre store talenter, som vi ser det. Victor Kristiansen kender de fleste efterhånden. Rasmus Højlund har også været med på Superliga-niveau allerede, mens Valdemar Lund har gjort det flot som anfører på U19-holdet og netop er udtaget til U20-landsholdet, selvom han fortsat er 17 år, så han har afgjort potentialet til at nå langt,” siger Peter Christiansen, sportsdirektør i F.C. København og fortsætter:

Kommer kun op fordi de er gode nok
“Det er en del af vores strategi, at vi vil have flere egenudviklede spillere i vores trup, men de kommer det kun, hvis vi mener, at de har kvaliteten til at hjælpe os med at nå vores målsætninger og vi tager ikke spillere ind i FCKs trup for at fylde nogle pladser op, men fordi de kan bidrage på banen. Det giver os nogle nye muligheder og redskaber i forhold til at sammensætte truppen, så vi er konkurrencedygtige. Nu har vi taget fem op denne sommer og sådan bliver det næppe hvert år, men nu har vi de rigtige spillere til at gøre det, selvom de naturligvis stadig har masser af hårdt arbejde foran sig,” siger Peter Christiansen og afrunder:

“Det er en stor fordel, at vi får spillere ind i truppen, som kender klubben indefra og ved, hvordan det er at spille for FCK med de udfordringer, der ligger i det. De er taktisk, teknisk og mentalt stærkt uddannet, så nu skal de bygge de næste lag på,” slutter Peter Christiansen.

Flere talenter på vej
For udviklingsdirekør, Sune Smith-Nielsen, er det også en positiv udvikling, at de tre talenter nu følger Willlam Bøving og Hákon Haraldsson op i førsteholdstruppen. De to forlængede deres aftaler så sent som i sidste uge og rykkes altså også op efter sommerferien.

“I talentafdelingen går vi på arbejde hver dag for at udvikle spillere, der er dygtige nok til at spille for FCK og bidrage til, at vi kan vinde titler om komme ud i Europa. Vi glæder os meget til at følge drengenes udvikling og glæder os over, at de har arbejdet sig frem til den mulighed. Vi ved også, at vi allerede har flere undervejs, så vi ser meget lyst på fremtiden i forhold til at skabe flere kommende FCK-spillere,” siger Sune Smith-Nielsen.

Victor Kristiansen har allerede optrådt 16 gange for FCKs førstehold, mens Rasmus Højlund er noteret for fem kampe. Valdemar Lund, der er midterforsvarer, har stadig sin debut til gode.

Victor K: Føler mig klar
“Det er fedt og lidt vildt, at det er gået så stærkt, men jeg føler mig klar til at gå på fuld tid med førsteholdet og give den fuld pedal til træning og når jeg får muligheden i kampene. Det er allerede gået over al forventning, men jeg ved, at jeg har masser af ting, jeg skal forbedre stadig og det får jeg de bedste betingelser for nu sammen med dygtige holdkammerater og trænere,” siger Victor Kristiansen, der netop nu er udtaget til det danske U21-landsholds EM-kvartfinale mod Tyskland.

Valdemar Lund: Kan lære en masse
“Jeg har arbejdet for det her i mange år efterhånden, så jeg er stolt over, at klubben giver mig den chance, så vi kan følge den plan, vi har lagt sammen. Jeg glæder mig til en hverdag med fuld fokus på fodbold sammen med nogle sindssygt dygtige spillere, som jeg kan lære en masse af,” siger Valdemar Lund, mens Rasmus Højlund afslutter:

Rasmus Højlund: Unik mulighed for os
“Jeg har allerede fået en forsmag på, hvad der skal til for at være med på det niveau og jeg er topmotiveret for at bidrage og udvikle mig i FCK. Det er en unik mulighed for alle os, der kommer op i truppen nu. Det er fedt, at vi kan støtte hinanden i den proces, men det er også fedt, at kravene til os nu bliver endnu større. Den udfordring ser jeg frem til,” siger Rasmus Højlund.

Fakta:
Navn: Victor Kristiansen
Født: 16. december, 2002 (18 år)
Position: Venstre back
Landskampe: 16 U-landskampe

Navn: Rasmus Winther Højlund
Født: 4. februar, 2003 (18 år)
Position: Angriber 
Landskampe: 15 U-landskampe

Navn: Valdemar Lund Jensen
Født: 28. maj, 2003 (17 år)
Position: Central forsvarsspiller
Landskampe: 17 U-landskampe