Telia Parken udefra

Reaktion på interview med Ståle Solbakken

I anledning af det interview, Ståle Solbakken har givet til NENT, udtaler bestyrelsesformand Bo Rygaard:

”Som alle ved offentliggjorde vi for godt en måned siden, at vi efter lange og nøje overvejelser havde besluttet at tage afsked med Ståle som følge af dårlige resultater i 2020 i både Superligaen, pokalturneringen samt ikke mindst i kvalifikationen til Europa League. Her kom vi desværre ikke videre til gruppespillet, som er en meget afgørende forudsætning for driften af en klub af FCKs størrelse.
 
Som vi fortalte, var det en meget vanskelig beslutning, og helt sikkert den vanskeligste i min tid i klubben. Ståle har haft en meget stor indflydelse på udviklingen af klubben og på de flotte resultater, FCK har opnået gennem en lang periode. Det har vi hele tiden anerkendt. Det gør vi stadig.
 
Men ingen er som bekendt over FCK som klub. F.C. København er skabt af en stor kreds af mennesker, der har FCK i hjertet. Som bestyrelse er man dog nogle gange nødt til at træffe beslutninger med hovedet fremfor med hjertet for at gøre det rigtige for klubben. Ansvaret for resultaterne var, efter hans eget ønske, hos Ståle som manager med opgaven som både sportslig leder og cheftræner. Bestyrelsen har i et og alt efterkommet hans ønsker om spillerindkøb og andre dispositioner. Derfor var der kun et sted at placere ansvaret for de svigtende resultater.
 
Vi har fået både ros og ris for beslutningen. Nogle har ment, at vi ventede for længe, andre at vi skulle have ventet længere. Vi står fortsat på mål for, at beslutningen var den rigtige.
 
Nu har vi fået Jess Thorup ombord som ny cheftræner, og han og hans team er i gang med at arbejde videre med klubben, både på og udenfor banen, så FCK kommer tilbage til det niveau, vi skal være på. Vi koncentrerer os nu om at give Jess, staben og spillerne opbakning til den opgave.
 
Af respekt for det - og til trods for, at der er flere udsagn i interviewet, som vi hverken kan genkende eller er enige i - så ønsker vi ikke at kommentere yderligere.
 
Ståle er en markant og betydningsfuld person i FCKs historie. Vi ønsker ham alt det bedste i hans videre færd.”