Jubel efter scoring

Fin genstart: 4-1 i Lyngby

Et veloplagt FCK-mandskab satte sig tidligt på kampen i Lyngby og havde flere nærgående angreb, inden Falk åbnede scoringen efter 33 minutter - genialt spillet fri af Daramy med en hælaflevering!

Trods den lange kamppause var der fart over feltet og god energi i holdet, og vores påpasselige forsvar tillod aldrig, at Lyngbys sporadiske angreb førte til farlige afslutninger.

Vores dominans fortsatte efter pausen, og vi burde for længst have afgjort kampen, da Lyngby udlignede på noget nær deres første farlige forsøg.

Med 20 minutter igen var der dog tid til at reparere "fejlen", og efter et stolpeskud af Stage sørgede Daramy for at bringe os foran igen, da han midt i feltet fik et fladt indlæg fra Bengtsson, vendte rundt og sparkede bolden fladt i kassen.

Lyngby prøvede at komme igen, men vi have kræfterne og skarpheden i behold, og kort efter at Oviedo var blevet indskiftet, blev han spillet fornemt fri i feltet af Pep Biel - og nedlagt af Lyngby-keeperen. Pep Biel eksekverede selv fra pletten, og lagt inde i tillægstiden øgede ligeledes indskiftede Bartolec med et hårdt, fladt hug lige uden for feltet.